Ishøj IF overraskede temmelig meget ved allerede for tre uger siden at fyre daværende cheftræner Kenneth Høier. Efter at Høier kun havde været i klubben i halvanden måned og i øvrigt kun stået i spidsen for Ishøj i to divisionskampe.
De to kampe havde givet et enkelt point, og som midlertidige cheftrænere overtog assistenttrænerteamet Kasper Vest og Jean-Claude Bozga.
Den følgende periode er mildt sagt ikke gået bedre, for med nul point de sidste tre kampe ligger Ishøj allersidst i 3. division. Og det på trods af, at man jo ellers i forvejen var nedrykkere fra 2. division.
Men efter nogle ugers søgefase har Ishøj IF nu den nye cheftræner på plads, melder klubben ud på sine sociale medier. Og denne bliver den bundrutinerede Henrik Gundersen, der har et solidt CV med sig.
Som cheftræner har han stået i spidsen for Frem, Greve, Fremad Amager, Fremad Valby og senest Herlev. Imellem Valby og Herlev trænede Gundersen i øvrigt ganske kortvarigt Gladsaxe. Dem sikrede han i øvrigt lettere sensationelt en oprykning til DS - trods en kun fire måneder lang ansættelse.
Som assistenttræner får Henrik Gundersen den yngre Nick Pedersen - og de to behøver i øvrigt ikke bruge tid på at vænne sig til hinanden, for de to udgjorde nemlig også den præcis samme konstellation i Herlev i sidste sæson.

Og de nye ansættelser vækker glæde i vestegnsklubben:
"Ishøj IF kan med stor glæde præsentere Henrik Gundersen og Nick Pedersen er to stærke fodboldprofiler med massiv erfaring fra divisionsfodbolden og med både erfaring, ambitioner og fodboldfaglighed i bagagen.", skriver klubben i opslaget.