Omkring 2100 forskellige engelske ord er blevet sendt ind til Dansk Sprognævn i en ny landsdækkende kampagne.
Kampagnen "Kan vi på dansk?" blev lanceret i slutningen af april, og nu er første fase afsluttet.
Ordene er indsendt af 2338 personer, som har reageret på kampagnen.
- Vi har nu kortlagt de engelske låneord sammen med forslag til, hvad de kan erstattes med på dansk, fortæller Kasper Kristjansson, der er projektleder på kampagnen.
De mest indsendte ord er "sale", "nice", "random", "fuck" og "onboarding".
Ordet "sale" er sendt ind af 386 af respondenterne og er det mest indsendte låneord.
Ordets mest populære danske alternativ er "udsalg", som har fået en opbakning på 97,7 procent blandt respondenterne.
Ifølge Kasper Kristjansson er det en udfordring, når det danske alternativ ikke kan bruges i alle kontekster.
Et eksempel er "random", hvor 92 procent af respondenterne er enige i, at ordet kan erstattes med "tilfældigvis".
Men bruger man ordet i sætningen "Thomas var så random", så passer ordet "tilfældigvis" ikke længere ind. Her menes der, at Thomas var mærkelig eller impulsiv.
- Her kommer vores faglighed i spil, så det ikke kun er ordet med flest stemmer, vi vælger at gå videre med, fortæller han.
Omvendt er andre ord allerede blevet taget ud af undersøgelsen, fordi man har fundet alternativet, eller fordi at ordet ikke kan have andre betydninger i kontekster.
Ordene er blandt andet "CEO", "reminder", "floor", "AI" og "basically".
De kan erstattes med administrerende direktør, påmindelse, dansegulv, kunstig intelligens og grundlæggende.
Kasper Kristjansson understreger, at det danske sprog fungerer fint med låneord, men der er risiko for, at vi misforstår hinanden.
- På samme tid har vi generationer, der har sværere og sværere ved at forstå hinanden på tværs af alder. Derfor skal vi kunne sige det på dansk, forklarer han.
Den 1. september åbner anden fase af kampagnen.
Her vil Dansk Sprognævn sætte de danske alternativer i forskellige kontekster og igen bede alle, der har lyst til at være med, om at vurdere det danske afløsningsord i hver af sammenhængene.
RITZAU