Siden 2012 har den danske ambassade i Syrien været lukket for offentligheden, men nu er dørene igen slået op.
Mandag var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på besøg i Damaskus for formelt at genåbne ambassaden.
Dermed er Danmark et af de første EU-lande, der igen åbner en repræsentation i Syrien.
- Det gør vi for bedre at kunne påvirke udviklingen i Syrien i en positiv retning og bidrage til genopbygningen af landet.
- Genåbningen vil også give bedre forudsætninger for at styrke den diplomatiske relation til transitionsregeringen og samarbejdet om frivillig hjemrejse og tvangsmæssige udsendelser af syrere uden lovligt ophold i Danmark, siger ministeren i en pressemeddelelse.
Allerede i slutningen af januar meldte den daværende regering ud, at man ville genåbne ambassaden som et led i sin udvisningsreform.
Det skete, efter at Lars Løkke Rasmussen i slutningen af november havde besøgt Syrien som den første minister i 15 år.
Formålet med besøget var blandt andet at få lavet en aftale med det nye syriske styre om hjemsendelse af syrere, der opholder sig i Danmark.
Indtil en sådan aftale er indgået, kan det ikke lade sig gøre at hjemsende afviste syriske asylansøgere eller kriminelle syriske statsborgere.
Syriens mangeårige præsident, Bashar al-Assad, blev væltet af oprørsstyrker i december 2024.
I stedet har Ahmed al-Sharaa taget over som leder af Syrien. Han var leder af oprørsstyrkerne og den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham.
Danmark har allerede støttet genopbygningen af Syrien med flere hundrede millioner kroner.
Det forventes derudover, at der i år gives tilsagn om yderligere knap 500 millioner kroner i støtte.
RITZAU