Tirsdag morgen satte et større antal landmænd kurs fra Roskilde, Tureby og Knardrup mod Christiansborg i København i traktorer, hvilket kunne mærkes i morgentrafikken.
Traktorerne kommer fra flere dele af landet og samles efter planen til en demonstration foran Christiansborg omkring klokken 10, og derfor opfordrede politiet bilister til at køre hjemmefra i god tid og være forberedt på køer på motorvejene og det øvrige vejnet.
"Vi opfordrer derfor de bilister, der skal køre i morgentimerne, til at køre i ekstra i god tid, til at køre forsigtigt eller anvende alternative transportformer. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan opstå køer på motorvejene og ekstraordinært pres på det øvrige vejnet", skriver Københavns Politi.
Derfor demonstrer landmænd
Demonstrationen i forbindelse med, at Folketinget tirsdag skal andenbehandle den omstridte gødskningslov. Loven er en del af aftalen om Den Grønne Trepart og skal sætte nye rammer for, hvor meget kvælstof landmænd må udlede fra markerne. Formålet er blandt andet at forbedre et havmiljø, der er i kritisk tilstand, men lovforslaget har mødt kritik fra landbruget og eksperter, som blandt andet peger på store økonomiske konsekvenser for producenterne.
Læs også
- Minister mødes af buh-råb og båthorn under tale til landbruget
- Landbruget anklager Folketinget for gentagne brud på grøn trepart
Facebook-gruppen 'Oprør fra Landet', som mediet Landfo.dk står bag, skriver, at de forventer om mod 250 traktorer i kortege, og de opfordrer til stor sikkerhed.
Vi glæder os til at se over 250 traktorer i kortege med eskorte - som en markering af fyringen af danske landmænd, hvis L5 vedtages. “Oprør fra landet” opfordrer alle til at følge reglerne, følge enhver anvisning fra politiet og efterleve de retningslinjer vi har aftalt
Oprør fra Landet, Landfo.dk
Lov skaber splid i Venstre
Modstanden har også bredt sig til Venstre, som selv var med til at indgå Den Grønne Trepart. Mandag meldte Venstre-politikerne Preben Bang Henriksen og Anni Matthiesen ud, at de vil stemme imod lovforslaget ved torsdagens endelige afstemning. Det samme gjorde Venstres veteran Søren Gade og Amanda Heitmann i sidste uge.
Dermed er fire af Venstres 18 folketingsmedlemmer nu imod loven. Tirsdagens demonstration finder altså sted midt i en voksende politisk splittelse om, hvordan landbrugets kvælstofudledning skal reguleres.
Her kan du læse et interview med en frugtavler, der frygter, at den nye lov kan få alvorlige konsekvenser for ham.
Du kan følge med i vores liveblog her.
Gødskningslov splitter i Venstre
- Et af formålene med aftalen om Den Grønne Trepart er, at Danmark skal reducere kvælstofudledningen, og det er blandt andet det, som lovforslaget handler om.
- Konkret sætter gødskningsloven nye rammer for, hvor meget kvælstof landmænd må udlede fra deres marker til havmiljøet. Det skal søge at forbedre et havmiljø, der er i kritisk tilstand.
- Men samtidig har tiltaget fået kritik for at ramme især grøntsagsproducenter hårdt. Flere eksperter har til Berlingske fortalt, at loven kan medføre store økonomiske konsekvenser for producenterne, hvilket vil sætte sig i højere priser på de danske grøntsager.
- Lovforslaget om gødskningsloven blev 13. august førstebehandlet i Folketinget. Her meddelte et stort flertal blandt partierne - herunder Venstre - at de støtter lovforslaget. Det skal andenbehandles tirsdag, og torsdag er der tredjebehandling og afstemning.