Nordmænd sælger CL-helt i historisk handel

Edvin Austbø scorede mod Dinamo Zagreb i sidste uge. (Arkivfoto).

Edvin Austbø scorede mod Dinamo Zagreb i sidste uge. (Arkivfoto).

Foto: Marko Perkov/Ritzau Scanpix

I sidste uge blev Edvin Austbø afgørende for, at Viking FK fra Stavanger skal spille Champions League i denne sæson, men den 21-årige kantspiller kommer ikke selv til at spille i den mest fornemme europæiske klubturnering.

Viking har nemlig solgt ham til West Ham i en handel, der ifølge klubben selv markerer det største spillersalg fra en norsk klub nogensinde.

Der er ikke noget offentliggjort prisskilt på den kreative kantspiller, men ifølge Stavanger Aftenblad lyder overgangssummen på knap 100 millioner danske kroner - med mulighed for bonusser.

Edvin Austbø har spillet i Viking, siden han var knægt, og på ledelsesgangen både griner og græder man over afskeden.

- Det er selvfølgelig en stor aftale for Viking, og vi er stolte af, at klubben er i stand til at udvikle spillere, som vækker interesse på det niveau, siger sportschef Erik Nevland.

- Men det allervigtigste for os er historien bag. Edvin har været her, siden han var en lille knægt. Utallige trænere og mennesker i klubben har været på hans rejse, og dette viser, hvad der er muligt for unge spillere, som vokser op i Viking.

Edvin Austbø scorede i sidste uge et af målene, da Viking slog Dinamo Zagreb med 3-1 i returkampen i den afgørende runde af Champions League-kvalifikationen. Viking vandt samlet 5-3.

I stedet for at spille Champions League i efteråret skal Austbø nu forsøge at hjælpe West Ham tilbage i Premier League efter sidste sæsons nedrykning.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...