Anklagemyndigheden kræver mandag en 24-årig mand og en 23-årig kvinde idømt henholdsvis 12 og seks års fængsel for drab og medvirken til drab på deres lille dreng.
Ifølge anklageskriftet ruskede og klemte manden sin fire måneder gamle søn så voldsomt sidste år, at barnet døde af sine skader.
Moren til barnet kendte til volden, men stoppede det ikke, mener anklagemyndigheden.
Forældreparret nægter sig begge skyldige.
Mandag er sagen i Retten i Roskilde nået til proceduren, hvor anklager og forsvarer kommer med deres afsluttende bemærkninger.
Anklager Rune Rydik indleder sin procedure med at anerkende forældreskabets udfordringer.
- Der er få ting her i verden, der kan udfordre et menneske så meget som at blive forælder.
- Det er forældreskabets velsignelse, byrde og lod, lyder det fra anklageren.
I samme ombæring mener anklagemyndigheden, at den 24-årige mand handlede i afmagt og i affekt, når han ruskede barnet for at stoppe dets gråd.
- Han ville bare have gråden til at stoppe - uanset konsekvenserne for barnet, siger Rune Rydik.
Han mener, at den unge far udmærket vidste, at det var livsfarligt at ruske sit barn.
Hvis ikke retten mener, at det unge forældrepar kan dømmes for drab og medvirken til samme, vil anklagemyndigheden i stedet have dem dømt for grov vold med døden til følge og medvirken.
I så fald skal straffen ifølge anklagemyndigheden være otte års fængsel til manden og to år til kvinden.
Hvorfor begår forældre vold mod spædbørn? Ekspert giver et bud
Tiltalt for babydrab - det afslører mentalundersøgelsen
RITZAU