Nul kroner til Slagelse Kommune.
Det er facit efter Økonomi- og Indenrigsministeriet mandag formiddag offentliggjorde fordelingen af en milliard kroner til landets mest pressede kommuner fra den såkaldte særtilskudspulje.
Slagelse Kommune havde søgt om 80 millioner kroner, og det er dermed også en uforstående og skuffet borgmester, der mandag formiddag modtog nyheden.
- Hvis man vil have et Danmark i balance, som økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at hun vil, skal man jo se på befolkningssammensætningerne og de socioøkonomiske udsigter. Gør man det, kan jeg slet ikke forstå, at vi ikke er én af de 22 kommuner, der modtager støtte, når vi ligger nummer 93 ud af 98 på det socioøkonomiske indeks, siger Knud Vincents (V).
Det socioøkonomiske indeks er det officielle redskab, som staten bruger til at beregne og fordele penge mellem Danmarks kommuner baseret på borgernes sociale og økonomiske vilkår.
- De kommuner, der har sværest ved at få økonomien til at hænge sammen
Det er økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) vurdering, at det er de kommuner, der har mest brug for pengene, der er blevet tilgodeset.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i forbindelse med uddelingen af midlerne fra puljen.
- Man skal kunne leve et godt liv i hele Danmark. Det kræver en god skole, et trygt dagtilbud og ordentlig omsorg, når man bliver gammel. Det skal man kunne regne med, uanset hvor man bor. Derfor er jeg glad for, at vi giver en ekstra håndsrækning til de kommuner, der har sværest ved at få økonomien til at hænge sammen, udtaler ministeren i pressemeddelelse.
Særtilskuddene er en del af økonomiaftalen for 2027, hvor regeringen og KL samtidig aftalte et markant realløft af kommunernes serviceramme på 3,3 milliarder kroner.
Adgang til lån på 25 millioner kroner
Mens Slagelse Kommune blev forbigået i fordelingen af en milliard kroner fra særtilskudspuljen, er kommunen at finde blandt de 14 kommuner, der får lånedispensation fra den aftalte lånepulje på 200 millioner kroner til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner.
Helt konkret drejer det sig om 25 millioner kroner. Der er dog tale om et lån.
- Jeg er sikker på, at vi kan finde en måde at bruge de penge på. Det bliver en del af budgetforhandlingerne at afklare helt præcist, hvordan den mulighed skal udnyttes, siger Knud Vincents (V).
Byrådet vedtager endeligt budgettet for 2027 den 6. oktober.