Den ene af de tre veje til Roskilde Sygehus bliver ensrettet i tre måneder. Der skal nemlig laves ny vandledning til de mange beboere.
Vejen er Østervang, og ensretningen gælder fra den 14. september 8.00 og strækker sig næsten til jul. Den 11. december klokken 16 er det nemlig planen, at vejen igen åbnes i begge retninger.
Med ensretningen bliver det ikke muligt at køre ind på den lange del af Østervang, som løber fra Bymarken til Køgevej, når du kommer fra Bymarken.
Vil du ind på Østervang, skal det ske fra lyskrydset lige foran Rådhuset, fra Køgevej. Og det er altså den vej, du kan køre ind til de mange p-pladser, der ligger syd for Roskilde Sygehus, hvis du skal på besøg på sygehuset.
Det er kun de firhjulede trafikanter, ensretningen gælder for.
Der kører rundt regnet 2700 biler på Østervang en hverdag, heraf små 50 lastbiler. De fleste kører i øvrigt pænt. Kommunens seneste trafiktælling fra 2024, viser at gennemsnitshastigheden på strækningen er 41,4 og 85 procent af bilisterne kører under de tilladte 50 kilometer i timen.
Der kører ingen busser på strækningen, så der kommer ikke til at ske busomlægninger.