Minister rejser til Grønland og mødes med kvinder berørt af spiralsag

Sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) skal i Grønland blandt andet mødes med kvinder, der er direkte berørte af spiralsagen. (Arkivfoto).

Sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) skal i Grønland blandt andet mødes med kvinder, der er direkte berørte af spiralsagen. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister Ida Auken (S) rejser i denne uge til Grønland, hvor hun blandt andet skal mødes med kvinder, der er direkte berørte af spiralsagen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundheds- og Kirkeministeriet.

Ida Auken har tidligere mødtes med nogle af kvinderne i København.

- Nu ser jeg frem til at mødes med flere af de berørte kvinder i Grønland og personligt høre deres fortællinger. Det ligger mig meget på sinde at vise min støtte og opbakning til kvinderne, siger Ida Auken i pressemeddelelsen.

Spiralsagen handler om grønlandske piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte den praksis i en periode.

En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 på den måde havde fået opsat spiral.

Folketinget vedtog torsdag en godtgørelse på 300.000 kroner til de berørte grønlandske kvinder.

I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i sagen på vegne af Danmark og Grønland.

Tidligere regeringschef i Grønland Múte B. Egede sagde i 2024, at spiralsagen var et folkedrab.

Fredag blev to rapporter, der blandt andet skulle undersøge det spørgsmål, præsenteret af den grønlandske regering.

På baggrund af de to rapporter kan den grønlandske regering ikke sige, om der har været et folkedrab eller ej, lød det fra Grønlands minister for børn, unge, justitsområdet og ligestilling, Mariane Paviasen Jensen.

Under besøget i Grønland skal Ida Auken også mødes med Grønlands minister for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim.

De skal drøfte, hvordan samarbejdet mellem Danmark og Grønland på sundhedsområdet kan styrkes, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det tætte samarbejde mellem Grønland og Danmark skal kunne mærkes i virkeligheden - ikke mindst på sundhedsområdet, siger Ida Auken.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...