Tal R har modtaget Gentofte Kommunes Kulturpris. Gentofte Kommunes Kommunalbestyrelse har valgt den anerkendte samtidskunstner som årets modtager.
Tal R har gennem mere end to årtier arbejdet med maleri, skulptur, installation og design. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet sin kunst i både danske og internationale institutioner, blandt andet Louisiana, ARoS, Glyptoteket, og museer i USA, Japan og Tyskland. I Gentofte kender mange hans navn fra Skulpturhaven ved Kulturskolerne i Hellerup, som blev indviet 2024.
Fem bronzeskulpturer
I Skulpturhaven har Tal R placeret fem bronzeskulpturer, der sammen med bænke og æbletræer byder børn og unge velkommen, når de besøger huset for at deltage i aktiviteter inden for teater, musik, billedkunst eller forfatterskole. Tal R lægger vægt på, at man kan opleve kunst i hverdagen uden højtidelighed. Skulpturerne indgår som en naturlig del af byrummet, hvor de lever sammen med de mennesker, der bruger stedet.
- Det er sådan med næsten altings natur, om det er arkitektur eller kunst, at på et tidspunkt, så kan man ikke forestille sig et sted uden det. Det var mit håb, at så hurtigt som muligt, så skulle Skulpturhaven finde sin egen natur, siger Tal R.
Tal R, som også står bag kunstværker som udsmykningen af Takkelloftets foyer i Operaen og glasmaleriet på Østerport Station, har modtaget flere priser, blandt andet Carnegie Art Award, Eckersberg Medaljen og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.
Han opfordrer unge kunstnere til at lægge telefonen væk og give plads til tomheden for at finde deres inspiration. I hans optik er det vigtigere at have noget på hjerte end kun at være teknisk dygtig.
- Pensler uddanner dig ikke til noget, hvis der ikke er andet at koble pensler til. Så bliver du bare en sportsmaler, og der er næsten ikke noget kedeligere. Det kan om lidt blive overhalet af maskiner, så hvorfor ikke lægge noget i det? Hvorfor ikke koble det med et syn og en interesse for verden, for natten, for dagen, for omgivelserne?, siger Tal R.
Stærkt lokalt aftryk
Borgmester Michael Fenger anerkender Tal R og kalder ham en en af vor tids helt uomgængelige kunstnere.
- Så det er en stor glæde, at kunne anerkende hans markante bidrag til både Danmarks og Gentoftes kunsthistorie med Kulturprisen. Tal R har sat et stærkt lokalt aftryk med Skulpturhaven ved Kulturskolerne, der som byrum har åbnet nye muligheder for, at kunst og kultur er en del af hverdagens kreative fællesskaber. For det er det, vi arbejder for i Gentofte og på Kulturskolerne – at kunst og kultur er en del af hverdagen, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
Gentofte Kommunes Kulturpris uddeles hvert år af Kommunalbestyrelsen til en fremtrædende kunstner. Tal R får overrakt prisen ved Gentofte Folkemøde 19. september, hvor han fortæller om sin kunst i samtale med Tranens leder Toke Lykkeberg. Prisen er åben for alle interesserede.