USA angriber Iran for første gang i en måned

Flere skibe ligger for anker ved Hormuzstrædet og er her fotograferet fra kysten i Bandar Abbas i Iran. Da USA og Israel begyndte at bombe Iran fra luften 28. februar, reagerede Iran kort efter med at lukke den vigtige sejlrute.

Flere skibe ligger for anker ved Hormuzstrædet og er her fotograferet fra kysten i Bandar Abbas i Iran. Da USA og Israel begyndte at bombe Iran fra luften 28. februar, reagerede Iran kort efter med at lukke den vigtige sejlrute.

Foto: Majid Asgaripour/Reuters

Amerikanske styrker har angrebet to iranske raketaffyringsramper på den iranske ø Larak.

Det oplyser en talsperson for det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, til nyhedsbureauet AFP.

- Tidligere i dag (søndag, red.) angreb amerikanske styrker to iranske affyringsramper på øen Larak.

- Styrker fra Den Islamiske Revolutionsgarde blev observeret, mens de forberedte sig på at affyre raketter med søminer ind i Hormuzstrædet, skriver flådekaptajn Tim Hawkins i en besked til AFP.

Det er de første amerikanske angreb mod Iran siden slutningen af juli, skriver nyhedsbureauet.

Irans Revolutionsgarde oplyser ifølge statslige iranske medier, at flere soldater og civile er blevet dræbt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det præcise antal dræbte og sårede er ikke oplyst.

Det amerikanske angreb vil blive mødt med "respons og straf", lyder det videre fra Revolutionsgarden, der er Irans mest magtfulde militære enhed.

I sidste uge blev USA's militær færdig med arbejdet med at rydde søminer fra de internationale sejlruter i Hormuzstrædet.

Det meddelte admiral Bradley Cooper fredag i en videomeddelelse, som det amerikanske militærs centralkommando (Centcom) delte på det sociale medie X.

Hormuzstrædet er en vigtig sejlrute for verdens olieforsyning. Omkring en femtedel af den olie, der sælges i verden, transporteres normalt ad denne sørute.

Iran lukkede Hormuzstrædet, efter at USA og Israel indledte luftangreb mod landet 28. februar.

Siden da har Iran desuden truet den skibstrafik, der sejler gennem strædet.

USA har blokeret skibstrafik til og fra iranske havne.

USA og Iran underskrev 17. juni et forståelsespapir, som gav de to lande 60 dage til at nå frem til en større aftale. I midten af august udløb perioden, uden at der er sket større gennembrud i forhandlingerne.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...