FC Nordsjælland har stort set truppen på plads til denne sæson, hvis der ikke kommer store bud på nogle af holdets profiler. Farum-klubben vil dog gerne forstærke defensiven med en enkelt spiller.
Det siger FCN-fodbolddirektør Alexander Riget efter søndagens 3-1-sejr over Brøndby i Superligaen.
- Der vil stadig være nogle spillere i bunden af truppen, vi måske skal udleje eller sælge. Og så er planen, at vi vil forstærke os på en enkelt position.
- Vi har mange gode strenge at spille på oppe foran. Så kun hvis der sker noget, gør vi noget i offensiven. Men ellers bliver det nede bagi, at vi gerne vil polstre os, siger fodbolddirektøren.
Tidligere i sommerens transfervindue blev Caleb Yirenkyi solgt i det, FCN kaldte et rekordsalg. Men FCN ønsker ikke at sælge flere bærende spillere.
- Der er tre dage tilbage af transfervinduet, men det forventer jeg ikke.
- Det er planen, som det er lige nu. Men det kan ændre sig på ganske kort tid. Som udgangspunkt prøver vi at holde sammen på vores hold, siger Alexander Riget.
Han kan dog ikke udelukke, at der kommer så store bud ind, at det bliver umuligt at holde på alle stamspillere.
- Alle klubber i Danmark er sælgende klubber. På et eller andet tidspunkt er der en pris på alle spillere. Det er der i alle fodboldklubber i hele verden. Det er der også for os.
- Men planen er, at vi ikke sælger nogen spillere. For der er planer frem til sommeren 2027 med mange af de spillere, vi har nu. Så det er kun, hvis der sker noget, vi ikke havde forudset, siger Alexander Riget.
Anderledes forholder det sig med holdets marginalspillere, der sidder meget på bænken eller tribunen.
FCN råder nemlig over flere spillere, der ikke får så meget spilletid som ønsket, og det kan føre til afgange inden deadline onsdag klokken 23.59.
- Vi synes stadig, der er nogle dygtige spillere, der ikke får nok spilletid. Vi lejede eksempelvis Levy Nene ud tidligere på ugen, fordi han kun havde spillet 100 minutter i denne sæson, siger Alexander Riget.
RITZAU