Holland vil af med Infantino og reformere Fifa

Det Hollandske Fodboldforbund er sammen med DBU og fem andre forbund Fifas grundlægggere. (Arkivfoto).

Det Hollandske Fodboldforbund er sammen med DBU og fem andre forbund Fifas grundlægggere. (Arkivfoto).

Foto: Nikolay Doychinov/Ritzau Scanpix

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) vil af med Fifa-præsident Gianni Infantino og samtidig reformere Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for fodboldens bedste.

Sådan lyder det søndag i et indlæg på forbundets hjemmeside, hvor der også er gengivet et brev direkte henvendt til Aleksander Ceferin, der er præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Udmeldingen kommer på bagkant af Infantinos kuldsejlede plan om at åbne for eksterne investorer ved forbundets turneringer.

- KNVB har ikke længere tiltro til Gianni Infantinos lederskab. Vi mener, at Fifa har brug for et nyt lederskab fra 2027. Men en ny præsident er ikke alene nok. Fifa skal også ændre sig, lyder det fra forbundet.

KNVB bemærker, at forbundet selv stemte på Infantino ved det seneste valg, men at opbakningen ikke er ubetinget.

Investeringsplanen "Fifa Forward Enterprise" var det udslagsgivende vendepunkt for hollænderne, skriver forbundet.

I brevet sendt til Uefa-præsident Ceferin skriver KNVB, at Uefa bør være bannerfører for at få ændret Fifas magtstruktur, så den lever op til god forvaltningsskik.

Forbundet vil gerne arrangere og invitere til et topmøde, hvor "fremtidens Fifa" kan diskuteres.

Samtidig slår hollænderne fast, at fremtidens Fifa skal tegnes af alle verdens fodboldforbund og ikke bare de mange Infantino-kritiske forbund i blandt andet Vesteuropa.

- Der skal ikke udarbejdes en europæisk plan gældende for resten af verden. Vi vil gerne skabe den nye retning sammen med alle Fifas 211 medlemslande, skriver KNVB.

Der er præsidentvalg i Fifa i marts 2027. Foreløbig har Infantino ingen modkandidat.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...