Det oser ikke ligefrem af Bundesliga i Elversberg.
Der er ingen banegård og kun to indfaldsveje fra motorvejen til den lille by, som nemt kunne overses på vej gennem delstaten Saarland.
Selve Elversberg, der ligger i det sydvestlige Tyskland på grænsen til Frankrig, har omkring 7500 indbyggere.
Lægges nabobyen Spiesen til, har hele kommunen Spiesen-Elversberg 13.000 indbyggere - færre end i byer som Rønne og Korsør.
Det gør byens lokale fodboldklub SV Elversberg til en af de mindste klubber fra en af de mindste byer til at rykke op i Bundesligaen.
Nicolai Lisberg, journalist og stifter af mediet Bulibold, som beskæftiger sig med tysk fodbold, kalder oprykningen en sensation.
- Det er jo sådan et sted, man nok bare har kørt igennem eller kørt forbi, hvis man har været på de kanter. Det er i sig selv ulogisk, at en by med så lille en befolkning skal spille i Bundesligaen, siger Lisberg.
Elversbergs succes hænger meget sammen med Frank Holzer, der købte sig ind i klubben i 1989, da den var plaget af gæld og placeret langt nede i divisionerne.
Klubbens 73-årige mæcen og nuværende præsident er tidligere fodboldspiller, og han stiftede efter sin karriere medicinalvirksomheden Ursapharm, der i dag er trøjesponsor.
Holzer tog klubben fra Landesliga, som det hed dengang, og så hele vejen op til Bundesligaen i løbet af næsten 40 år.
- Nogle vil mene, det er et smukt fodboldeventyr om, hvordan en lille klub fra en lille by kan komme op og spille mod Dortmund og Bayern München.
- Og så er der andre, der vil sige, det ikke kun er et eventyr, fordi der har været nogle økonomiske indsprøjtninger af en vis størrelse, som andre klubber på samme niveau ikke har adgang til.
- Jeg vil understrege, at det ikke er lige så mange penge, som vi har set med Hoffenheim, Leipzig og Leverkusen. Jeg hælder mest til, at det er et eventyr, siger Lisberg.
Klubben har i mange år haft en klar strategi og en tydelig idé om, hvordan holdet skal spille.
Elversberg har gjort det til en specialitet at finde unge talenter i større klubber og blive en slags rugekasse for spillere, der ikke har slået igennem.
Den tyske landsholdsangriber Nick Woltemade er et godt eksempel, da han var på lejeophold i Elversberg og med til at sikre oprykning til 2. Bundesliga for tre år siden.
Filosofien har gjort klubben mere holdbar, selv i vanskelige tider.
Sidste sommer tog Elversberg afsked med træner Horst Steffen efter syv succesfulde år og sagde også farvel til sportschef Ole Book.
Steffen skiftede til Werder Bremen, mens Book blev lokket til Dortmund. Tabet af duoen forhindrede ikke klubbens opstigning til Bundesligaen i maj.
- Selv nu, hvor Book og Steffen ikke længere er der, har klubben fortsat opstigningen ved at være tro mod den filosofi, man har haft i en god håndfuld år, påpeger Lisberg.
- Konceptet er på plads. Det er den måde, Elversberg skal gøre sig til på. Det er den måde, ledelsen vil køre forretningen på. Det er den måde, der skal spilles fodbold på.
- Så bliver personerne mindre vigtige, fordi alle aftaler er på plads. Så kæmpe cadeau til Elversberg for at rykke op trods så store udskiftninger. Det vidner om, at penge ikke er alt i fodbold, mener Lisberg.
Af samme grund har han fidus til, at Elversberg bliver i Bundesligaen.
- Jeg vil bestemt ikke blive overrasket, hvis Elversberg bliver i ligaen efter denne sæson, selv om alle bookmakerne har travlt med at dømme klubben nede, siger Lisberg.
Elversbergs første kamp i Bundesligaen spilles lørdag klokken 15.30 mod Bayer Leverkusen hjemme på Waldstadion an der Kaiserlinde.
RITZAU