Spiralsagen har endnu engang åbnet et af de mørkeste kapitler i forholdet mellem Danmark og Grønland. De to nye rapporter efterlader os med et spørgsmål, som allerede har sat den politiske debat i brand. Var spiralkampagnen et folkedrab?
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Det er et alvorligt spørgsmål. Så alvorligt, at det fortjener mere end slagord og symbolske markeringer. Men det er også vigtigt at sige, hvad debatten ikke handler om.
Den handler ikke om, hvorvidt tusindvis af grønlandske kvinder blev udsat for en dybt krænkende behandling. Den handler ikke om, hvorvidt kvinder fik opsat spiral uden samtykke eller på et så mangelfuldt oplyst grundlag, at deres selvbestemmelse blev tilsidesat. Og den handler ikke om, hvorvidt mange af de berørte kvinder har båret på livslange traumer.
Det er der allerede bred erkendelse af.
Det er derfor, statsminister Mette Frederiksen (S) har givet en officiel undskyldning. Det er derfor, Folketinget har besluttet at yde økonomisk kompensation til de berørte kvinder. Og det er derfor, Danmark må blive ved med at lytte til de kvinder, som stadig lever med følgerne af de beslutninger, andre traf på deres vegne.
Der er meget, som taler for, at kvinderne blev udsat for alvorlige krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Det skal vi turde sige højt. Vi skal anerkende den uret, der er begået mod dem. Ikke fordi en domstol har sagt det. Men fordi det er det rigtige.
Netop derfor er det også vigtigt at holde hovedet koldt i debatten om folkedrab.
For hvem skal egentlig afgøre spørgsmålet?
Den ene af de netop offentliggjorte rapporter peger på, at en endelig afgørelse kun kan træffes af en domstol med den nødvendige kompetence. Men her opstår et problem.
Der findes faktisk ikke nogen oplagt international domstol, som i dag kan afsige en endelig dom om, hvorvidt spiralkampagnen udgjorde folkedrab.
Grønland kan ikke selv anlægge en sag ved Den Internationale Domstol i Haag. Grønland er ikke en selvstændig stat i folkeretlig forstand og kan derfor ikke optræde som part i en sådan sag.
De berørte kvinder kan anlægge sager ved danske domstole. Her vil spørgsmålet om folkedrab i princippet kunne indgå i argumentationen, men sagen vil først og fremmest handle om ansvar, rettigheder og erstatning.
En anden mulighed ville være, at en fremmed stat rejste en sag mod Danmark ved Den Internationale Domstol med henvisning til folkedrabskonventionen. Det er juridisk tænkeligt, men politisk svært at forestille sig.
Og Den Internationale Straffedomstol i Haag er heller ikke en realistisk vej, blandt andet fordi domstolen først blev oprettet mange år efter de begivenheder, der er genstand for debatten, og ikke kan beskæftige sig med spørgsmål, der ligger tidligere end domstolens oprettelse.
Når grønlandske politikere derfor kræver en domstolsafgørelse om folkedrab, rejser det et helt legitimt spørgsmål. Hvor skal den dom egentlig falde? Og hvem skal rejse sagen?
Det spørgsmål fortjener et svar, før kravet om en domstolsafgørelse gøres til et politisk mål i sig selv.
For hvis målet ikke blot er anerkendelse af kvindernes lidelser, men en international dom for folkedrab, så må man også tænke konsekvenserne til ende.
Folkedrab er den alvorligste forbrydelse, folkeretten kender. Det er en betegnelse, som verden normalt forbinder med nogle af historiens værste forbrydelser. Hvis Danmark en dag skulle blive dømt for at have begået folkedrab i Grønland, ville det være en begivenhed med vidtrækkende politiske, historiske og diplomatiske konsekvenser.
Det er derfor rimeligt at spørge, hvad det egentlige formål er.
Hvis formålet er anerkendelse af kvindernes smerte, så behøver den anerkendelse ikke at vente på en folkedrabsdom.
Hvis formålet er at skabe retfærdighed for de berørte kvinder, så begynder den proces allerede med undskyldningen, kompensationen og den ærlige erkendelse af, at staten svigtede.
Men hvis formålet er noget andet - hvis målet er en dom, der skal ændre fortællingen om forholdet mellem Danmark og Grønland og få historien skrevet om med folkedrabsbegrebet som overskrift, så skylder de politikere, der fremfører kravet, også at fortælle, hvad næste skridt er.