Randers FC og Silkeborg IF har lørdag været involveret i en intern superligahandel.
Randruisanerne har købt den 19-årige højre back Simon Stüker fri og udstyret ham med en kontrakt til sommeren 2030. Det oplyser begge superligaklubber.
Nyerhvervelsen skaber stor glæde hos Randers-fodbolddirektør Søren Pedersen.
- Simon har en god fysik og power i sit spil, samtidig med at han har fart og nogle gode offensive kvaliteter. Han passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil spille på, og vi er sikre på, at han kan udvikle sig rigtig godt hos os.
- Vi har været på udkig efter en spiller, der kunne give os flere muligheder på backpositionerne, og derfor er vi rigtig glade for, at det er lykkedes at få Simon til Randers FC på en lang aftale, siger Søren Pedersen.
Teenageren har haft svært ved at bide sig fast i startopstillingen i Silkeborg, og derfor var et salg oplagt, siger klubdirektør Kent Madsen.
- Simon har ikke lagt skjul på, at han gerne vil spille kontinuerligt førsteholdsfodbold på højeste niveau i denne sæson, og det kan vi ikke love her i Silkeborg, som tingene ser ud omkring førsteholdstruppen.
- Når man samtidig ser på, at Simons kontrakt udløber næste sommer, så er timingen for et salg god for både klub og spiller, siger Kent Madsen.
Simon Stüker er søn af Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker.
RITZAU