Bayern München viser mesterklasse i sæsonåbneren

Michael Olise og de andre Bayern München-stjerner dominerede i Bundesliga-premieren mod Stuttgart.

Michael Olise og de andre Bayern München-stjerner dominerede i Bundesliga-premieren mod Stuttgart.

Foto: Angelika Warmuth/Reuters

Alt er tilsyneladende, som det plejer at være i tysk fodbold.

De forsvarende mestre fra Bayern München åbnede fredag aften Bundesliga-sæsonen med en afklapsning af Stuttgart.

På hjemmebane vandt den tyske gigant med 5-1 trods et lille bump på vejen kort efter pausen.

Dermed fik Bayern fuldt udbytte i første runde mod Stuttgart, som i sidste sæson sluttede på fjerdepladsen i den tyske liga.

Gæsternes dansker, Nikolas Nartey, var ikke med i truppen, da han er ude med en skade.

Hjemmeholdet stillede som vanligt op med et væld af verdensstjerner, herunder Harry Kane, Michael Olise og Manuel Neuer.

Efter 21 minutter sendte Joshua Kimmich et præcist hjørnespark ind i feltet, hvor forsvarsspilleren Dayot Upamecano kom først på bolden. Hans hovedstød røg ind bag Fabian Bredlow i Stuttgart-målet.

Mestrene kunne dermed gå til pause med en smal føring, men Stuttgart havde ikke givet op.

I anden halvleg kom gæsterne godt fra start, og efter et godt angreb udlignede Josha Vagnoman til 1-1.

Ikke lang tid efter trådte en af Bayerns helt store stjerner i karakter. Igen stod Kimmich for assisten, da franske Olise åbnede sin målkonto for sæsonen med scoringen til 2-1.

Blot to minutter senere fik Bayern så en stor hjælpende fod fra Stuttgarts målscorer Vagnoman. Alphonso Davies havde taget et løb frem og sendte et indlæg ind i feltet.

Der stod ingen Bayern-spillere foran mål, men Vagnoman gik i panik og sendte bolden i nettet for anden gang - denne gang i den forkerte ende.

Bayerns offensive maskiner var for alvor kommet i omdrejninger, og fem minutter senere lavede Olise en smuk scoring. Franskmanden var dog offside på afleveringen fra Kane, og målet blev annulleret.

Det flotte offensive spil fortsatte, og i det 82. minut blev Stuttgart-forsvaret spillet tyndt, da Aleksandar Pavlovic gjorde det til 4-1 efter oplæg fra nyindkøbet Ismael Saibari.

Saibari viste sig igen frem i rollen som oplægger, da han assisterede Luis Diaz, som lukkede kampen med en scoring til 5-1 i overtiden.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...