Hårdt såret mand bankede på hos nabo og reddede livet

Flere dybe knivstik i ryggen på en nu 37-årig mand i Ballerup var et forsøg på drab.

Det har Retten i Glostrup fredag afgjort i sagen mod en to år yngre mand, der er blevet idømt fængsel i seks år, oplyser retten på sin hjemmeside.

Forbrydelsen skete om aftenen 3. september sidste år i et lejlighedskompleks.

Såret af blandt andet fem knivstik i ryggen lykkedes det for offeret at banke på hos sin nabo, inden han faldt om foran døren.

Naboen var hjemme og reagerede ved at give den sårede mand, der var i livsfare, førstehjælp og at slå alarm, oplyser retten om sagen. På hospitalet fik offeret behandling og overlevede.

Kort tid efter ringede den nu dømte mand til 112 og sagde, at han havde været til stede i lejligheden. Men det var to andre, der var kommet til, som havde begået overfaldet, hævdede han til at begynde med.

Under sagen i retten har den dømte Simon Lundø Christensen imidlertid været tavs.

Offeret har forklaret, at det var Christensen, som stak ham, men de konkrete omstændigheder kunne han ikke huske.

I alt blev han tilføjet syv knivstik på overkroppen, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Den dømte overvejer, om han vil anke.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...