Regeringen fremsætter fredag finanslovsforslag uden politik

Først til oktober vil finansminister Peter Hummelgaard (S) fremlægge regeringens finanslovsforslag for 2027 med politiske prioriteringer. (Arkivfoto).

Først til oktober vil finansminister Peter Hummelgaard (S) fremlægge regeringens finanslovsforslag for 2027 med politiske prioriteringer. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Regeringen fremsætter fredag et teknisk finanslovsforslag for 2027.

Finanslovsforslaget vil ikke indeholde regeringens økonomiske politik og politiske prioriteringer, lyder det i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

Det skyldes, at det ikke har været "praktisk muligt" for regeringen at lave et klassisk finanslovsforslag med regeringens politik på grund af den lange regeringsdannelse i foråret.

Regeringen vil i stedet fremsætte sine politiske prioriteringer i oktober.

- Det, vi fremsætter i dag, er alene et teknisk finanslovsforslag. Regeringen har ikke taget politisk stilling til et finanslovsforslag endnu, og derfor kan man ikke tolke noget politisk ud fra det tekniske finanslovsforslag, siger finansminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

- Jeg glæder mig meget til oktober, hvor regeringen vil præsentere et samlet forslag til en finanslov for 2027.

Af Grundlovens paragraf 45 fremgår det, at et forslag til finanslov skal fremsættes for Folketinget "senest fire måneder før finansårets begyndelse". Det vil sige inden udgangen af august.

Derfor er regeringen nødt til at fremsætte det tekniske finanslovsforslag.

På den måde overholder regeringen Grundloven, men Folketingets partier må vente over en måned på at se, hvad regeringen vil prioritere i finansloven.

Samme proces blev taget i brug efter folketingsvalget i 2015 og 2019. Folketingsvalgene i de to år blev begge afholdt i juni.

Finansloven for 2026 blev indgået mellem den daværende SVM-regering og De Konservative. Aftalen blev præsenteret i slutningen af oktober og blev efterfølgende vedtaget i Folketingssalen i december.

Den nye centrum-venstre-regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale er ikke en flertalsregering, og den skal derfor have flere partier med i en finanslovsaftale for 2027.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...