Onsdag eftermiddag blev tre ældre kvinder fra Espergærde udsat for kontaktbedrageri i sager, som ifølge Nordsjællands Politis døgnrapport bærer tydeligt præg af samme fremgangsmåde.
Fælles for sagerne er, at kvinderne blev kontaktet telefonisk af personer, der udgav sig for at være medarbejdere fra Nordea.
Svindlerne fortalte, at der var problemer med deres bankkort eller mistænkelige hævninger, og at en medarbejder derfor ville komme forbi deres hjem.
I det første tilfælde blev en 79-årig kvinde ringet op af en mand, som hævdede, at nogen havde forsøgt at hæve penge fra hendes konto. Kort efter kom en mand til hendes adresse og fik udleveret hendes betalingskort under påskud af, at det skulle kontrolleres for virus.
Da manden ikke vendte tilbage, fattede kvinden mistanke og kontaktede banken. På det tidspunkt var der allerede hævet et større beløb fra hendes konto.
Pinkode udleveret
Kort efter blev endnu en 79-årig kvinde i Espergærde udsat for et lignende bedrageri.
Også hun blev kontaktet af en falsk bankmedarbejder, som fortalte, at hendes kort skulle undersøges. Under samtalen oplyste hun sin pinkode, og kort efter blev hendes betalingskort afhentet af en person, der kom til adressen.
Efterfølgende blev der hævet et større beløb fra hendes konto.
Smykker stjålet fra 93-årig
Samme dag klokken 16.30 blev en 93-årig kvinde udsat for et lignende trick.
Hun blev ligeledes kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra banken. Efterfølgende kom en mand til hendes bopæl, og mens han opholdt sig på adressen, blev flere af hendes smykker stjålet, uden at kvinden opdagede det.
Tag en snak
Nordsjællands Politi oplever i øjeblikket en stigning i både kontaktbedragerier og tricktyverier, hvor gerningsmændene især går efter ældre borgere.
Politiet opfordrer derfor familier til at tage en snak med ældre pårørende om risikoen for svindel. Rådet er blandt andet aldrig at udlevere betalingskort, pinkoder, MitID-oplysninger eller andre personlige oplysninger til personer, der uventet ringer eller banker på døren.
Er man det mindste i tvivl, bør man afbryde kontakten, ringe direkte til banken via de officielle telefonnumre eller kontakte politiet eller en pårørende.