DSB har haft store udfordringer med at overholde køreplanen i årets første seks måneder, og det kan ses på tallene i det halvårsregnskab, der er offentliggjort torsdag.
Statsbanerne opnåede et resultat før skat på 149 millioner kroner, hvilket er mindre end halvdelen af overskuddet for samme periode sidste år.
Det skyldes blandt andet en tilbagegang i antallet af rejser og passageromsætningen i perioden.
- Omfattende infrastrukturarbejder, implementering af et nyt planlægnings- og driftsafviklingssystem samt hårdt vintervejr i årets første måneder har påvirket driftsafviklingen negativt, hedder det blandt andet i ledelsesberetningen.
Her peges der også på fejl på skinner og sporskifter som en medvirkende årsag til, at kundepunktligheden for fjern- og regionaltog endte på 62,8 procent i første halvår.
Kundepunktligheden er et udtryk for, hvor stor en andel af togafgange der ankommer inden for tre minutter af den planlagte ankomsttid.
Den skal ifølge kontrakten ligge over 75 procent, men det er ikke lykkedes i én eneste af de seks måneder, som halvårsrapporten omfatter.
Det skal der laves om på, siger administrerende direktør Flemming Jensen i en kommentar til rapporten.
- Vi skal stræbe efter at levere vores bidrag til punktligheden hver gang. Selv om der har været mange udfordringer udefra, har vi ikke leveret godt nok til kunderne i år.
- Det skylder vi dem, og vi arbejder målrettet på at rette op på det, lyder det fra direktøren.
Ledelsen fortæller i beretningen, at der er identificeret 15 indsatsområder, der skal sikre en bedre drift fremover.
Samtidig arbejder DSB og Banedanmark på at iværksætte et ekstra beredskab, der kan træde i kraft ved forsinkede sporarbejder.
RITZAU