Gamle skibsvrag fra krigsskibe og ubåde fra Første og Anden Verdenskrig forurener havmiljøet i Nordsøen.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Universitetets forskere har kortlagt 10.127 skibsvrag i danske farvande, hvoraf cirka 1500 stammer fra tiden omkring de to verdenskrige.
Et af vragene er den tyske ubåd "UC-30", der i 1917 - et år før afslutningen af Første Verdenskrig - forliste ud for Rømøs kyst.
Ubåden havde 18 miner og seks torpedoer om bord.
Forskerne har taget prøver af vandet omkring vraget, og der er fundet rester af sprængstoffet TNT i både dyreliv, på havbunden og i vandsøjlen.
- Der sker derfor helt klart en forurening, siger professor Katrine Juul Andresen, der står bag forskningsprojektet, i meddelelsen.
Det er dog ifølge professoren uklart, hvor stor forureningen er, og hvor langt væk fra vraget forureningen påvirker havmiljøet.
- Det er nok en relativt lokal forureningskilde, men den vil blive værre, i takt med at vraget fortsat ruster og blotlægger mere af det eksplosive materiale i minerne, siger Katrine Juul Andresen fra Institut for Geoscience.
Katrine Juul Andresen deltager i et EU-projekt, hvor målet er at udvikle løsninger til at fjerne gamle vrag og ammunition.
Her undersøger forskerne blandt andet, om man kan udvikle robotter, der kan gå på havbunden og kortlægge, hvor den farlige ammunition helt præcist ligger.
Robotterne vil ifølge professoren i nogle tilfælde også kunne samle ammunition og sprængstof op, så det kan uskadeliggøres.
Det er dog langtfra alle vrag, man behøver at fjerne, understreger hun.
Nogle af vragene er helt eller delvist begravet i sand på havbunden. Når de er dækket af sand, er der ifølge forskeren ikke så stor risiko for, at de forurener havet omkring sig.
- Det handler altså om at få kortlagt, hvor miljøtruslen er størst, og derefter beslutte, hvorvidt ammunitionen på vragene skal fjernes, siger Katrine Juul Andresen.
RITZAU