Årets landsby er fundet

Jungshoved skaber fællesskaber for alle aldre - her er det en byttecentral for børneting i et gammelt transformatortårn.

Jungshoved skaber fællesskaber for alle aldre - her er det en byttecentral for børneting i et gammelt transformatortårn.

Foto: Line Pedersen

Jungshoved var sammen med sundhedslandsbyen Ommel på Ærø og landsbyen Stouby ved Vejle med i opløbet om at blive Årets Landsby. Forleden var dommerpanelet på besøg for at se halvøen, og nu har de voteret.

Titlen som Årets landsby går til Stouby i Hedensted Kommune.

- I år var dommerkomitéen på jagt efter landsbyer, hvor der er 'trivsel og fællesskab i det nære’. De tre finalister imponerede alle, men særligt én landsby lykkedes med at samle borgerne i fællesskabets tegn, udtaler Helene Simoni Thorup, formand for dommerkomitéen, i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

- Vi kårer én vinder, men der er to andenpladser. Alle tre landsbyer kan være stolte af sig selv. De viser på hver deres måde, hvordan lokale fællesskaber kan gøre en reel forskel og skabe udvikling.

Jungshoved blev i nomineringen fremhævet for at skabe fællesskab for alle aldre på tværs af ni landsbyer. Af tiltag blev blandt andet nævnt egnshuset, Folkeparken, havnene, forsamlingshuset, delebussen Frøen, nye beredskabsgrupper, fælles nyttehave, naturprojekter, et lokalt energifællesskab samt generelt fokus på sikker trafik og nærdemokrati.

Men det var altså ikke nok til at slå Stouby, der blandt andet byder nye borgere velkomne med guidet rundtur i traktortrukken vogn, fællesspisning og information om byens foreninger. Byen har stigende tilflytning, nye lejeboliger på vej og et nabofællesskab, der "gør Stouby til et trygt og attraktivt sted at bo", lyder det fra dommerpanelet.

Det er 30. gang, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit kårer Årets Landsby. Ud over æren og en kåringsfest får vinderlandsbyen en check på 50.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen honoreres med hver 25.000 kroner.

Små bysamfund landet over har selv kunnet ansøge om at komme i betragtning til prisen. Sidste år vandt Sennels i Thy.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...