Faldende interesse får NFL til at droppe sin showkamp

NFL's Pro Bowl er siden 2023 blevet afviklet som en flag football-kamp, men heller ikke det er løsningen, vurderer ligaen nu. (Arkivfoto).

NFL's Pro Bowl er siden 2023 blevet afviklet som en flag football-kamp, men heller ikke det er løsningen, vurderer ligaen nu. (Arkivfoto).

Foto: Nathan Ray Seebeck/Ritzau Scanpix

Der skal ikke længere spilles en showkamp mellem de bedste spillere fra sæsonen i NFL.

Verdens største liga inden for amerikansk fodbold oplyser i en pressemeddelelse, at den såkaldte Pro Bowl er sløjfet.

Kampen har i flere år kæmpet med svag interesse og lave tilskuertal, fordi spillerne ofte har undladt at spille med fuld fysik af frygt for skader.

Mange har også meldt afbud for at restituere efter en lang sæson, og mindre gode spillere er derfor hentet ind til kampen på en billigere baggrund.

I 2023 omdannede NFL kampen til flag football, der er amerikansk fodbold uden kropstacklinger. Men nu er ligaen altså nået frem til, at heller ikke det er løsningen.

Dog vil NFL's bedste fortsat modtage et Pro Bowl-stempel på cv'et, hvis de udpeges som sæsonens bedste spillere på deres respektive positioner.

- Pro Bowl-udvælgelsen vender tilbage til sit oprindelige formål ved at hædre de bedste af de bedste, siger vicepræsident i NFL Peter O'Reilly i meddelelsen.

I stedet for at mødes i kamp skal de udvalgte hyldes ved et arrangement i Los Angeles, som er vært for den næste Super Bowl.

NFL-sæsonen begynder natten til 10. september dansk tid.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...