Som altid er Odense Håndbold blandt DM-favoritterne i kvindernes liga, og onsdag aften fik fynboerne en god begyndelse på den nye sæson.
På udebane vandt de med 32-28 over Ikast Håndbold, som også må formodes at blande sig i kampen om medaljer næste forår.
Onsdag var der imidlertid ikke den store tvivl om sejren. Da først Odense fik greb om kampen, kunne Ikast slet ikke være med.
Særligt Ingvild Bakkerud var ustoppelig for Odense, der har gode muligheder for at udfordre Team Esbjerg i guldkampen, hvis klubben kan holde sine store stjerner fri for skader.
Onsdagens opgør bød i øvrigt på håndboldcomeback til Sarah Iversen, der har været ude siden slutningen af 2024. Ved EM det år rev hun korsbåndet over, og ti måneder senere fødte hun sit andet barn.
Kampen fik en hæsblæsende begyndelse med højt tempo og noget ganske tvivlsomt forsvarsspil. Sådan fortsatte det i de første 10-11 minutter, indtil favoritterne fra Odense begyndte at sætte sig på opgøret.
Mens fynboernes angrebsspil i begyndelsen var meget individuelt orienteret og uden fart og flow, blev der sat skik på sagerne i første halvlegs anden halvdel.
Særligt Ingvild Bakkerud viste højt niveau, hvilket blev understreget, da hun steg op til et vip fra den russiske stjerne Anna Vyakhireva og scorede til 15-11.
Ikast reducerede til 15-12 inden pausefløjt, men det var tydeligt, at Ikast skulle finde noget ekstraordinært frem i anden halvleg for at kæmpe sig tilbage i opgøret.
Det forsøgte landsholdsbobleren Amalie Milling at bidrage til fra sin position i målet. Keeperen lavede flere spektakulære redninger, og midtvejs i anden halvleg fik Ikast opbygget en slags momentum.
Men marginalerne tippede ikke midtjydernes vej, selv om Odense ikke kunne få spillet til at hænge sammen i den periode. Ikast kom aldrig tættere på end tre mål, og til sidst fik Odense fat igen.
Ganske symptomatisk gentog Anna Vyakhireva og Ingvild Bakkerud vippet fra første halvleg, og så var Ikast sat til vægs.
Også sidste sæsons DM-guldvindere fra Team Esbjerg åbnede med sejr onsdag. Klubben slog Ringkøbing Håndbold med 33-28.
RITZAU