Blixenklub-tirsdag kan fejre 10-års jubilæum tirsdag 15. september. Klubben startede som den første af sin slags i Greve og har siden starten oplevet stigende interesse.
Blixenklub-tirsdag adskiller sig fra de øvrige Blixenklubber i Greve ved, at de mødes hver uge, hvor der hver anden uge i ulige uger er planlagte foredrag. Resten af tiden samles deltagerne til snak og fælles aktiviteter.
Blixenklubberne retter sig mod personer over 60 år, og medlemmerne deltager i foredrag, sociale sammenkomster og udflugter. Klubben har desuden flere undergrupper, der samles om aktiviteter som strik, koncertbesøg og gåture.
Efterspørgslen på medlemskab er høj. I øjeblikket står omkring 50 personer på venteliste til Blixenklub-tirsdag. Også de øvrige Blixenklubber i Greve, Karlslunde og Tune oplever stor interesse.
Medlemmerne kommer fra forskellige baggrunde og har forskellig livserfaring. I klubberne deles erfaringer også om svære emner.