Der var mørke skyer over Kolding, da Danmarks mest vindende håndboldklub sidste år rykkede ud af herrernes håndboldliga.
Men nu er KIF Kolding tilbage, og onsdag aften åbnede en af Danmarks helt store håndboldinstitutioner den nye sæson med en meget snæver sejr.
På hjemmebane vandt koldingenserne med 35-34 over ligaens anden oprykker, Skive fH, der i sidste sæson snuppede førstepladsen i 1. division.
Opgøret var helt lige og blev først afgjort i de allersidste sekunder, hvor Skive meget nemt kunne have bragt balance i regnskabet.
Men det skete ikke, og dermed fik Kolding en forløsende indledning på den nye ligasæson efter en skuffende tur ned i landets næstbedste række.
- Det var skønt. Vi spillede ikke helt, som vi håbede på, men vi havde også regnet med, at der ville være nerver på, og det var der. Sikke en kamp, siger Cornelius Kragh, der var med til at spille klubben op i ligaen, til TV 2.
Aalborg Håndbold kom planmæssigt fra land i den nye sæson. De helt store favoritter til at vinde DM igen vandt på udebane med 32-28 over Sønderjyske.
Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer spillede som vanligt hovedroller med syv mål hver.
Også sidste sæsons sølvvindere fik onsdag en solid åbning på sæsonen. På hjemmebane vandt Skanderborg AGF med 40-34 over TMS Ringsted.
Fredericia Håndboldklub vandt på udebane med 31-24 over Nordsjælland Håndbold, mens Ribe-Esbjerg HH vandt med 34-32 over Mors-Thy Håndbold.
RITZAU