Søger vidner: Politiet skød to gange i forbindelse med biljagt

Det var betjente fra Sydøstjyllands Politi, der søndag eftersatte en 24-årig bilist. De endte med at skyde manden i Haderslev, der hører under Syd- og Sønderjyllands Politi. (Arkivfoto).

Det var betjente fra Sydøstjyllands Politi, der søndag eftersatte en 24-årig bilist. De endte med at skyde manden i Haderslev, der hører under Syd- og Sønderjyllands Politi. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) søger onsdag vidner til en sag fra Haderslev, hvor politiet søndag skød en 24-årig mand i benet.

I den forbindelse beskriver Politiklagemyndigheden nu, at der er tale om to episoder, hvor politiet afgav skud.

Først skød politiet på Ribe Landevej. Lidt efter blev der skudt nær krydset mellem Moltrup Landevej og Norgesvej/Lænkebjerg, oplyser DUP til Ritzau.

Det var ved sidstnævnte episode, at den 24-årige blev ramt.

Episoderne fandt sted i tidsrummet fra cirka klokken 09.40 til 09.55.

Den 24-årige mand kørte søndag i en bil, da betjente fra Sydøstjyllands Politi satte efter ham og endte med at skyde mod ham. Det er uvist, hvad der var baggrunden for biljagten.

Politiklagemyndigheden har til opgave at efterforske sager mod politiet. Det gælder blandt andet episoder som denne, hvor politiet har skudt en borger.

Ritzau kan ikke få svar på, hvor mange skud politiet affyrede ved de to episoder. DUP afviser også at svare på, om politiet skød mod manden eller for eksempel mandens bil ved den første episode.

Sideløbende med undersøgelsen af politiets ageren har Syd- og Sønderjyllands Politi en efterforskning mod den 24-årige skudramte mand.

Han er blevet sigtet for drabsforsøg, men politiet har ikke oplyst nærmere om sigtelsen. Og der er ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør og kræve ham varetægtsfængslet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere oplyst, at den 24-årige mand kørte i en grå Citroën C4.

Han kørte på henholdsvis Sønderjyske Motorvej, fra Vojens-afkørslen og øst ad Ribevej, fra Ribevej i retning mod Moltrup Landevej og til standsningen tæt ved Norgesvej.

Politikredsen har også oplyst, at der var et kortvarigt stop på Ribe Landevej, inden den grå Citroën fortsatte.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil gerne høre fra vidner på telefon eller mail.

- Hvis du har set episoderne eller har video fra dashcam eller videoovervågning med optagelser i relation til episoden, bedes du kontakte os på telefonnummer 41 78 35 00 eller på mail til mail@politiklagemyndigheden.dk, skriver DUP.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...