I 1926 blev et nyt stuehus og nye avlsbygninger opført på Jernbjerggaard i Slagelse. De afløste den gamle gård, der lå omkring 200 meter derfra.
100 år senere danner bygningerne ramme om anlægsgartneruddannelsen, anlægsstruktøruddannelsen og landmandsuddannelsen på ZBC på C.A. Olesensvej.
Det markerer skolen med åbent hus lørdag 29. august klokken 10-14, hvor alle er velkomne indenfor i den 100-årige bygning.
Spritfabrikkerne rykkede ind
Men historien om Jernbjerggaard begyndte længe før 1926.
Jernbjerggaard blev dannet i årene omkring 1850. Gården og jorden omkring den har siden været brugt til forskellige former for landbrug og produktion.
I 1920 blev Jernbjerggaard købt af De Danske Spritfabrikker, der brugte stedet som forsøgsgård. Her arbejdede man med at finde danske råvarer til produktionen af gær og sprit. Jorden blev blandt andet brugt til dyrkning af krydderurter.
Seks år senere blev det nuværende stuehus og de tilhørende avlsbygninger opført.
Omkring 1976 overtog Teknisk Skole i Slagelse Jernbjerggaard og omdannede stedet til landbrugsskole. Siden er flere uddannelser kommet til, herunder anlægsgartneruddannelsen og anlægsstruktøruddannelsen.
Mere end 35 år på skolen
En af dem, der har fulgt hverdagen på Jernbjerggaard gennem mere end en tredjedel af den 100-årige bygnings levetid, er lektor Lars Biering-Sørensen.
Han begyndte på det, der dengang hed Teknisk Skole i Slagelse, i 1990. Det første år var han timelærer, inden han blev fastansat.
I begyndelsen underviste han blandt andet i biologi og matematik. Siden har han været ledende lærer og undervist på flere uddannelser inden for sit faglige område.
Der ligger rigtig meget historie i området. Jernbjerggaard og jordene omkring den går mange år tilbage, fortæller Lars Biering-Sørensen
Lars Biering-Sørensen, lektor, ZBC
Siden 2009 har han primært undervist anlægsgartnere på hovedforløbet, især elever på det grønne speciale. En stor del af undervisningen foregår i skolens have- og parkområde på omkring fire hektar.
For ham er historien stadig tydelig i de bygninger og grønne områder, der har været hans arbejdsplads siden 1990.
– Der ligger rigtig meget historie i området. Jernbjerggaard og jordene omkring den går mange år tilbage, fortæller Lars Biering-Sørensen i en pressemeddelelse fra ZBC.