6.000 unge samles til SUK Festival i Slagelse

Arrangørerne forventer omkring 6.000 deltagere til årets SUK Festival.

Arrangørerne forventer omkring 6.000 deltagere til årets SUK Festival.

Foto: Paul Corcoran

SUK Festival samler torsdag 10. september op mod 6.000 unge fra hele regionen i Slagelse. 

Festivalen markerer kulminationen på 16 års tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kommunen og erhvervslivet. Bag arrangementet står en udviklingsgruppe med repræsentanter fra FGU Syd- og Vestsjælland, HF & VUC Klar, Slagelse Gymnasium, ZBC, Zealand Erhvervsakademi, Professionshøjskolen Absalon og Slagelse Kommune.

Festivalen opstod i 2010 som resultat af et fælles ønske om at styrke Slagelse som uddannelsesby og skabe bedre bånd mellem unge, uddannelse og arbejdsmarked. De første år lagde Frederikshøj og senere Jernbjerggaard plads til festivalen. Siden 2014 har Uddannelsesfirkanten mellem Slagelse Gymnasium og ZBC dannet rammen for begivenheden.

- Da vi åbnede dørene til den første SUK Festival i 2010, var ambitionen at vise unge de mange muligheder, der findes i Slagelse og resten af regionen. Det særlige er, at festivalen stadig bygger på den samme tanke om fælles ansvar. Ingen kan løfte opgaven alene, men sammen kan vi skabe noget, der er langt større end summen af de enkelte bidrag. Det er derfor, SUK fortsat udvikler sig år efter år, siger projektleder Anette Steffensen.

Har skabt netværk

Samarbejdet har udviklet sig til mere end en årlig festival. Gennem SUK er der opstået netværk og projekter, som rækker ud over festivaldagen. Et eksempel er 'Flere Faglærte-netværket', hvor skoleledere, virksomhedsledere og personer fra kommunen mødes og drøfter arbejdskraft og kompetencer.

De seneste fire år har Slagelse Erhverv arrangeret 'Business Brunch SUK Edition', hvor virksomheder, repræsentanter fra uddannelser og politikere mødes på festivalpladsen. Her udveksler man viden, opbygger relationer og styrker samarbejdet om de unges fremtid.

- Noget af det mest værdifulde ved SUK er, at samarbejdet ikke stopper, når festivalpladsen pakkes ned. Tværtimod. SUK har skabt et fællesskab, hvor uddannelser, virksomheder og kommune mødes om en fælles opgave. Den tillid og de relationer, der er bygget op gennem årene, har været med til at skabe nye netværk, nye projekter og nye muligheder for de unge, siger Anette Steffensen.

Festivalens program rummer både inspiration og dialog. Om formiddagen deltager elever fra 8. klasse i aktiviteter, hvor de kan prøve kræfter med fag, møde virksomheder og opleve nye muligheder efter grundskolen. Særligt fra klokken 11.30 til 13.30 byder 'Plænen' på aktiviteter for omkring 1.200 grundskoleelever, blandt andet e-sport, konkurrencer og musikoptrædener.

Senere på dagen tager unge fra erhvervsuddannelser, gymnasier og sabbatårsunge over, hvor dialogen kredser om studier, praktikpladser, job og karriereveje. De kan møde alt fra lokale håndværksvirksomheder til store internationale firmaer, videregående uddannelser og offentlige arbejdspladser.

Fremtiden for de unge

Et særligt fokus i år er de unges egne stemmer om fremtiden i Slagelse. Repræsentanter fra Slagelse Kommune inviterer unge til at dele idéer og forslag til, hvordan kommunen kan blive endnu mere attraktiv for dem.

- Vi ønsker ikke kun at fortælle de unge om deres muligheder. Vi ønsker også at lytte til dem. SUK giver os en unik mulighed for at møde flere tusinde unge ansigt til ansigt og høre deres tanker om både uddannelse, arbejdsliv og udviklingen af Slagelse som ungdoms- og uddannelsesby, siger Anette Steffensen.

Når festivalen rundes af, overdrager Anette Steffensen stafetten til Zina Zvizdic og Ungeenheden i Slagelse Kommune, som sammen med udviklingsgruppen skal føre festivalen videre.

- SUK er blevet meget mere end en festival. Det er et fællesskab og et samarbejde, som understøtter en lang række andre initiativer til gavn for unge. Vi er rykket tættere sammen i bussen, og vi er blevet bedre til at skabe løsninger sammen. Det er win-win for alle parter. Virksomhederne får kontakt til fremtidens medarbejdere, uddannelserne får kontakt til kommende studerende, og de unge får flere muligheder og stærkere fællesskaber. Derfor er jeg også tryg ved at give stafetten videre, siger hun.

SUK Festival 2026 finder sted torsdag 10. september klokken 9.00 til 14.00 mellem Slagelse Gymnasium og ZBC på Willemoesvej 2C og Bredahlsgade 1-3C i Slagelse. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...