Lørdag blev der set en bæver i Odense Fjord, som svømmede rundt med sin unge.
Det skriver Kjerteminde Avis på baggrund af et interview med Heiko Buch-Illing, der er direktør på Fjord&Bælt i Kerteminde.
Han fortæller, at han har modtaget en video fra en kvinde, der var ude at bade i Odense Fjord.
- Der så hun en bævermor med sin unge, siger han til avisen.
Det er første gang, at en bæver er spottet på Fyn, siden dyret forsvandt fra Danmark for omkring 2500 år siden.
Det fortæller Thomas Bjørneboe Berg, der er seniorforsker på Naturama, til Ritzau.
Der findes allerede bævere i Jylland og på Sjælland, og de er fredet i både Danmark og EU.
Bæveren kom oprindeligt til Danmark efter den seneste istid for cirka 12.000 år siden.
Men ifølge Danmarks Naturfredningsforening uddøde bæverne herhjemme på grund af jagt og mangel på levesteder.
I 1999 blev 18 bævere, som var blevet fanget i Tyskland, sat ud i Klosterheden i Vestjylland. Som håbet voksede bestanden, og bæverne har siden spredt sig rundt i landet.
I 2009 og 2010 blev der udsat yderligere 14 bævere ved Arresø i Nordsjælland.
Det er uvist, hvor mange bævere der er i Danmark i dag. Danmarks Naturfredningsforening anslog i 2024, at der var omkring 350 bævere i alt.
Ifølge Thomas Bjørneboe Berg kan en potentiel bæverbestand være godt nyt for den fynske natur.
- Det er jo en fantastisk ingeniør i naturen. De kan virkelig skabe noget vild natur, som vi selv har svært ved at skabe på samme måde. Bæveren skaber flere vådområder og dermed plads til en masse andre arter, og den kan berige den fynske natur, siger han til DR.
Seniorforskeren påpeger dog, at én bæver ikke er nok til at sige, at bæveren officielt er kommet til Fyn.
RITZAU