Clever sidder tungt på markedet. Nu må regeringen reagere

Anders Rostgaard er chefredaktør for Sjællandske.

Anders Rostgaard er chefredaktør for Sjællandske.

Foto: Thomas Olsen

Hvis du for nylig har købt elbil, har du måske også fået, hvad der på overfladen ligner et svært godt tilbud med i købet: Et års gratis opladning, hvis du vælger en ladeløsning fra ladeoperatøren Clever.

Når året er gået, fortsætter et abonnement på 849 kroner om måneden. Enkelt og bekvemt. Men for mange kan den bekvemmelighed have en høj pris. Og værre endnu. Abonnementsmodellen risikerer at hæmme den konkurrence, der ellers på den længere bane skulle holde priserne nede.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

En ny analyse foretaget af COWI for brancheorganisationen Drivkraft Danmark konkluderer, at danske elbilister samlet betaler omkring 300 millioner kroner for meget om året for opladning.

Man skal naturligvis have for øje, hvem der har bestilt analysen. Drivkraft Danmark organiserer blandt andre brændstofleverandører og ladeoperatører og har selv interesser på markedet. Og forudsætningerne bag beregningerne kan - som Clever påpeger over for Berlingske - diskuteres.

Problemet er imidlertid, at kritikken langtfra er ny. Allerede i 2023 konkluderede Konkurrencerådet i en omfattende analyse, at konkurrencen på det danske marked for opladning af elbiler ikke var velfungerende. Rådet kom samtidig med syv anbefalinger til at styrke konkurrencen. Siden er der sket alt for lidt.

Det står naturligvis den enkelte elbilist frit for at vælge ladeoperatør, men sagen rækker længere end den enkelte bilists privatøkonomi. Den aktuelle konkurrencesituation gør vanskeligere for andre operatører at få fodfæste. Ifølge Berlingske holder den store nordiske ladeoperatør Recharge igen med investeringer i Danmark, blandt andet på grund af de vanskelige konkurrencevilkår.

Det signal bør Christiansborg tage alvorligt. Fri konkurrence er en af grundpillerne i en markedsøkonomi, fordi den skal bidrage til at presse priserne og give nye virksomheder en grund til at investere. Derfor bør regeringen hive Konkurrencerådets anbefalinger fra 2023 op af skuffen og tage politisk stilling til dem. Tidligere transportminister Benny Engelbrecht kommer ligefrem med en usædvanlig kritik i Berlingske af regeringen, fordi den ikke har gjort mere på området.

Også Andel bør forholde sig aktivt til kritikken. Den andelsejede energikoncern ejer 94,9 procent af Clever, der gennem en årrække har kunnet opbygge sin stærke position på det danske lademarked trods betydelige underskud. Det har kun været muligt med en økonomisk stærk ejer i ryggen.

Det er der intet galt i, men Andel er ejet af hundredtusindvis af andelshavere på Sjælland og øerne. Det forpligter selskabet til i særlig grad at interessere sig for, om det marked, man har fået en meget stærk position på, fungerer. Lige nu er der desværre alt for mange tegn på, at det ikke gør.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...