Mandag eftermiddag var der sirener og blå blink omkring Hillerød Station. Beredskabet rykkede ud efter en anmeldelse om brand i det tidligere posthus, der i mange år har stået tomt. Branden efterforskes som en påsat brand, og hvis du har set noget, vil politiet meget gerne høre fra dig.
- Politiet efterforsker brand i forladt posthus i Hillerød som påsat.
- Flere arnesteder blev fundet i bygningen, hvilket indikerer påsat brand.
- Branden forårsagede kraftig røgudvikling, men ingen fare for de omkringboende.
- Politiet efterlyser vidner, der har set noget usædvanligt omkring Hillerød Station.
- Posthuset har stået tomt siden 2018 og er planlagt til boligprojekt.
Det oplyser Mikkel Thrane, kommunikationschef ved Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 17.30. Branden forårsagede ingen voldsomme skader eller fare for de omkringboende.
- Hvis nogen har set noget i tiden op til 17.30, vil vi meget gerne vide det. Det kan være, hvis folk har set personer omkring bygningen eller i det hele taget observeret noget ud over det normale i og omkring bygningen, siger Mikkel Thrane.
Læs også
- Forening om det gamle posthus: Vi går med bygherren
- Er 35 parkeringspladser nok til 250 nye boliger? Forslag splittede politikere
- Går imod anbefalingen - politikere vil ikke afvise kæmpe boligbyggerier
Der var en kraftig røgudvikling fra branden, der var startet inde i selve bygningen. Grunden til, at den nu efterforskes som påsat brand, er, at politiet ved de indledende undersøgelser fandt to nye arnesteder og flere gamle.
Frederiksborg Brand og Redning oplyser på Facebook, at arnestederne var på 1. sal i bygningen, og at der blev indsat tre røgdykkerhold til slukning og eftersøgning.
Har du observeret noget omkring bygningen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.
Stået tom i otte år
Det tidligere posthus, der blev bygget i 1976, har stået tomt, siden PostNord forlod bygningerne i 2018. Der har i løbet af de seneste syv år været flere ansøgninger om byggeprojekter på grunden.
Senest købte selskabet Domusnova Living ApS grunden og projektet af Gefion Group for 55 millioner kroner.
I foråret blev politikerne præsenteret for en ny startredegørelse, som den nye bygherre har udarbejdet for boligprojektet på den grund, som huser det nedlagte og forfaldne posthus. Her vil Domusnova Living ApS opføre 251 små lejligheder på mellem 20 og 45 kvadratmeter fordelt på seks etager.

