Nye partnere skal hive flere gæster til Køgeområdet

Målet er at tiltrække flere danske og internationale gæster, styrke erhvervsturismen og få flere turister til at opleve Køge - også uden for højsæsonen, lyder det om nye partnerskaber.

Ikke mindst mange cykelturister lægger hvert år vejen forbi Køge - nu skal nye turistorganisationer sørge for, at endnu flere turister besøger området fremover.

Ikke mindst mange cykelturister lægger hvert år vejen forbi Køge - nu skal nye turistorganisationer sørge for, at endnu flere turister besøger området fremover.

Foto: Martin Rasmussen

Sigtet er rettet mod at tiltrække flere danske og internationale gæster, styrke erhvervsturismen og få flere turister til at opleve Køge - også uden for højsæsonen - når Køge Kommune inden længe indleder et helt nyt samarbejde på turistområdet.

Den Korte Version
  • Køge Kommune indgår nyt partnerskab med Visit Sydsjælland & Møn og Wonderful Copenhagen.
  • Partnerskabet skal tiltrække flere danske og internationale gæster til Køge.
  • Visit Sydsjælland & Møn fokuserer på lokal markedsføring og regionale synergier.
  • Wonderful Copenhagen skal tiltrække internationale endagsgæster og erhvervsturister.
  • Visit Køge lukker efter over 50 år, og fremtiden for andre aktiviteter er uvis.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Køge Kommune har netop offentliggjort i en pressemeddelelse, at man indgår et nyt partnerskab med både Visit Sydsjælland & Møn og Wonderful Copenhagen, der tilsammen skal styrke kommunens turismeindsats - lokalt, regionalt og internationalt.

Visit Sydsjælland & Møn skal sikre den lokale forankring, stå for markedsføring på de lokale og nordeuropæiske markeder og udnytte de regionale synergier, mens Wonderful Copenhagen skal arbejde for at tiltrække flere danske og internationale endagsgæster.

- Vi får med det nye partnerskab det bedste fra to verdener. Visit Sydsjælland & Møn har det lokale kendskab og et stærkt regionalt netværk, mens Wonderful Copenhagen har rækkevidden og kompetencerne til at tiltrække internationale gæster og erhvervsturister. Det giver os en stærk kombination, som skal gøre Køge mere synlig og få flere til at opleve det, vi kan tilbyde, siger borgmester Ken Kristensen i pressemeddelelsen.

Lukker efter over 50 år

Hidtil har Connect Køge stået for den lokale turismeindsats gennem Visit Køge, men allerede før sommeren annoncerede fonden, at det lokale turistkontor lukker ned efter mere end 50 år.

Connect Køge-direktør Allan Munch forventede på daværende tidspunkt en lukning omkring udgangen af oktober, og dertil kommer, at fremtiden for Visit Køges andre aktiviteter som kanoudlejning og ambassadørkorps svæver i det uvisse indtil videre.

For Visit Sydsjælland & Møn bliver den primære opgave fremover at få flere nationale og regionale gæster til at vælge Køge som destination og få dem til at opleve byen og kommunen.

- Vi skal bruge vores kendskab til området og vores markedsføring på de lokale markeder til at fortælle flere om de oplevelser, Køge har at byde på, både for endagsbesøgende og erhvervsgæster. Samtidig kan vi trække på de mange andre oplevelser og aktører i regionen og skabe synergier, der gør Køge endnu mere attraktiv som destination, siger Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland & Møn, i pressemeddelelsen fra Køge Kommune.

Imens er forventningen altså, at Wonderful Copenhagen blandt andet skal sikre, at flere internationale turister finder vej til Køge.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...