De to seneste Real Madrid-trænere før Jose Mourinho debuterede mandag som cheftrænere i Premier League.
Og Xabi Alonso trak det længste strå, da han førte sit hold til en 3-2-sejr over Alvaro Arbeloas Fulham på udebane.
Alonso startede sidste sæson som cheftræner i Real Madrid, men blev fyret i januar og afløst af Arbeloa.
Offensivesserne Joao Pedro, Cole Palmer og debutanten Morgan Rogers kom på tavlen for Chelsea, der flere steder er nævnt som outsider til mesterskabet.
Bedømt ud fra mandagens kamp skal der dog nok strammes lidt op defensivt, hvis det skal blive en realitet.
Blot 31 sekunder var spillet, da Chelsea mandag åbnede ballet mod Fulham, der var uden karantæneramte Joachim Andersen.
Cole Palmer stak bolden frem til Joao Pedro, og brasilianeren afsluttede køligt til 1-0, efter at han blev vraget til VM og i stedet har brugt sommeren på at stråle i testkampene.
Knap så overbevisende var Chelsea-keeper Robert Sanchez, som midtvejs til pausen lod 19-årige Josh Kings hug gå i mål ved nærmeste stolpe, selv om spanieren egentlig var fint placeret.
Morgan Rogers, der er kommet til fra Aston Villa, genoprettede føringen kort inden pausen, efter at en anden debutant, Maxence Lacroix, havde lavet forarbejdet.
Og kort efter pausen øgede Palmer fra en spids vinkel til 3-1, da Joao Pedro gengældte oplægget fra første minut.
En tredje tidligere Real Madrid-repræsentant svarede hurtigt igen for Fulham.
Sanchez gav en returbold på et skudforsøg, og 22-årige Gonzalo Garcia, som Fulham har betalt Real Madrid omkring 300 millioner kroner for, reagerede hurtigt og headede en reducering i nettet.
Fulham søgte helhjertet og kvalificeret en udligning, men Chelsea holdt stand.
RITZAU