To unge dømt for at overfalde kvinder på grund af seksualitet

Retten i Horsens har dømt to unge for at begå hadforbrydelse i forbindelse med et overfald i Horsens i januar. (Arkivfoto).

Retten i Horsens har dømt to unge for at begå hadforbrydelse i forbindelse med et overfald i Horsens i januar. (Arkivfoto).

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

I begyndelsen af året blev to kvinder overfaldet om natten ved banegården i Horsens og mødt af skældsord.

Mandag har Retten i Horsens kategoriseret overfaldet som en hadforbrydelse, der helt eller delvist var begrundet i kvindernes seksualitet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I sagen er en 18-årig mand og en 17-årig dreng blevet dømt for overfaldet, som fandt sted natten til 17. januar.

De dømte råbte skældsord efter de to kvinder om deres seksuelle orientering, ligesom de slog kvinderne flere gange i og omkring hovedet med en totenschlæger og eksponerede dem for peberspray, skriver politiet.

Den 18-årige blev desuden dømt for at begå vold mod en mand i nattelivet i Horsens 4. januar.

Retten har idømt ham et år og tre måneders fængsel. Samtidig er han blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Efter dommen blev han varetægtsfængslet.

Den 17-årige fik ti måneders fængsel.

- Dommen i dag understreger blandt andet, at man som borger ikke skal diskrimineres eller udsættes for vold på baggrund af sin seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller lignende, siger anklagerfuldmægtig Thomas Vestergaard i pressemeddelelsen.

Retssagen omhandlede også et overfald mod en mand, der blev udsat for vold og trusler med kniv i Vitus Beringsparken i Horsens 2. januar.

Det blev den 18-årige samt en tredje tiltalt, der også er 18 år, dømt for.

Sidstnævnte blev straffet med tre måneders fængsel og fik en advarsel om udvisning. Han har accepteret byrettens dom.

De to andre overvejer, om de vil anke dommen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...