Har du et barn eller barnebarn, der er vild med at eksperimentere og stille spørgsmål? Så er der igen mulighed for at gå til videnskab i fritiden.
Videnskabsklubben er et gratis tilbud til børn i 4.-7. klasse, hvor de én eftermiddag om ugen kan udforske forskellige videnskabelige emner. I Gentofte foregår det på Gammel Hellerup Gymnasium, Ordrup Gymnasium og for første gang også på Gentofte Gymnasium i uge 43-49.
Deltagerne kaldes ”miniforskere” og undervises af frivillige gymnasieelever. Emnerne spænder fra kemi og krigshistorie til filosofi og fusionsenergi.
Flere klubber i år
Sidste år stod flere hundrede børn på venteliste, og i år er Videnskabsklubben derfor udvidet fra 120 til 188 klubber på 96 gymnasier i 71 kommuner og på Færøerne.
Tilmeldingen sker efter først til mølle-princippet.
- Vi er meget overvældede over den store tilslutning, vi oplever i hele landet. Det er et tydeligt tegn på, at mange børn og unge ønsker et fritidstilbud, hvor de kan dyrke deres nysgerrighed i fællesskab med andre, som har samme interesse og lyst til at udforske verden omkring dem. Derfor glæder vi os over, at børn her i Gentofte Kommune igen i år får mulighed for at være med i en videnskabsklub, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard, direktør i Videnskabsklubben.
Forløbene er udviklet af forskere fra danske universiteter og tilpasset børnene. Her er hverken karakterer eller konkurrence – til gengæld er der plads til nysgerrighed og eksperimenter.
Tilmelding sker på www.videnskabsklubben.dk.