FFK gik målamok i Lundtofte

Filip Leis fejrede sit comeback på FFK's bedste hold med et hattrick i Lundtofte

Filip Leis fejrede sit comeback på FFK's bedste hold med et hattrick i Lundtofte

Foto: Thomas Quvang

Der var tale om ganske festlig hjemtur fra Lundtofte lørdag eftermiddag for Frederiksværks Serie 1 mandskab. For med sig hjem havde Michael Schous tropper tre point efter en sejr med de helt uhørte cifre 9-0.

Efter en ganske lige 1. halvleg og en spinkel 1-0 føring til FFK, sat ind af Magnus Avnsbo efter den halve time, så kørte Frederiksværk hjemmeholdet midt over i de sidste 45 minutter.

- Vi kommer hurtigt efter pausen på 2-0 og da Lundtofte herefter misser en stor chance for at reducere til 1-2 og vi i stedet løber ned og gør det til 3-0, så knækker filmen for dem fuldstændig. De falder helt sammen. Jeg vil ikke sige at vi scorer efter behag i resten af kampen, men det er tæt på, lød det efterfølgende fra cheftræner Michael Schou.

Han kunne glæde sig over den dobbelte målscorer fra sæsonpremieren Patrick Pedersen igen kunne sætte to scoringer i kassen. Denne gang blev han dog overgået af Filip Leis, der fejrede sit comeback til FFK's bedste hold med et hattrick i 2. halvleg. Også Christian Konradsen, Marius Andersen og Daniel Jacobsen kom på tavlen i storsejren i Lundtofte.  

Med sejren topper Frederiksværk Serie 1 med maksimumpoints og en score på 11-0 efter de to første spillerunder. Næste opgave bliver lokalderbyet mod Hundested lørdag eftermiddag kl. 13.30 på Frederiksværk Stadion.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...