Hvad skete der fredag først på aftenen på Øster Vindingevej i selve Vindinge? Svaret blæser i vinden.
Sikkert er det, at politiet klokken 18.13 fik en anmeldelse fra en kvinde, som kunne fortælle, at hun så en mand holde fast i en 10-årige pige og trække afsted med pigen mod hendes vilje. Pigen fik vristet sig fri og løb væk.
Politiet fandt meget hurtig frem til den 52-årige mand, som blev anholdt og afhørt. Den hurtige anholdelse kunne ske på baggrund af signalement fra anmelderen.
Men manden forklarede politiet, at han ikke havde været i kontakt med noget barn i løbet af dagen.
Det førte til, at politiet løslod manden, men sagen efterforskes stadig.
- Vi må konstaterer, at udlægningerne af hvad der er sket, er meget forskellige. Derfor løslod vi manden. Der er tre ting, der skal være opfyldt for, at man med rimelighed kan bede om et grundlovsforhør. Der skal være frygt for påvirkning af vidner, påvirkning af beviser eller frygt for at noget lignende gentager sig. Det var ikke anklagemyndighedens vurdering, lyder det fra Frederikke Højfeldt fra Midt- og Vestsjællands Politis presseafdeling.
Det betyder dog ikke at politiet lukker sagen.
- Vi kommer til at indkalde til genafhøringer, og så se på de forklaringer vi får ud af det, lyder det fra Frederikke Højfeldt.