Løkke leder møde i FN's Sikkerhedsråd med fokus på konflikt og sult

Lars Løkke Rasmussen (M) deltog i et møde i FN i New York, der fandt sted i september sidste år. Mandag og tirsdag leder udenrigsministeren møder i FN's Sikkerhedsråd. (Arkivfoto).

Lars Løkke Rasmussen (M) deltog i et møde i FN i New York, der fandt sted i september sidste år. Mandag og tirsdag leder udenrigsministeren møder i FN's Sikkerhedsråd. (Arkivfoto).

Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er mandag og tirsdag i New York.

Udenrigsministeren er taget til USA for at lede FN's Sikkerhedsråd med fokus på Ukraine, Sudan samt konflikt og sult.

Danmark har i august formandskabet i FN's Sikkerhedsråd.

- Sikkerhedsrådet er det eneste sted i verden, hvor stormagterne regelmæssigt mødes og drøfter konkrete konflikter. Uanset hvor dybe uenighederne er, betyder det, at dialogen fortsætter mellem parterne.

- Som formand bruger Danmark sin plads til at fastholde Sikkerhedsrådets opmærksomhed på vigtige konflikter og dagsordener - også dem, der ikke når avisforsiderne, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Mødet om Ukraine afholdes mandag, hvor det krigsramte land markerer sin 35-års uafhængighedsdag siden løsrivelsen fra det daværende Sovjetunionen.

Ukraine blev 24. februar 2022 invaderet af nabolandet Rusland, og siden har de to lande været i krig.

Med mødet om Sudan vil Danmark rette fokus mod det, som Udenrigsministeriet kalder "den største humanitære krise lige nu". Der er 11 millioner fordrevne personer og erklæret hungersnød i det afrikanske land.

Lars Løkke Rasmussen skal i New York også mødes med FN's generalsekretær, António Guterres. Udenrigsministeren skal også tale med en række kandidater til at afløse Guterres på posten.

Danmark er i perioden 2025-2026 medlem af FN's Sikkerhedsråd.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...