Tidligere formand for Roskilde Roklub, Ove Pedersen, er død, 72 år gammel. Det skete efter kort tids kamp mod akut leukæmi.

Ove ville næppe have brudt sig om en stor nekrolog. Han ville sikkert have rystet lidt på hovedet over, at der skulle skrives så mange ord om ham, og måske have sagt, at andre fortjente opmærksomheden mere.

Men Oves liv fortjener at blive fortalt. Ikke fordi han søgte hæder eller anerkendelse. Tværtimod. Men fordi han gennem et langt liv gjorde en forskel for usædvanligt mange mennesker.

Hvis jeg med ét ord skal beskrive Ove, er det ordentlighed.

I maj i år skrev Ove en smuk nekrolog over sin mangeårige ven John Jacobsen. Da jeg læste den, tænkte jeg, at det næsten var overflødigt at se navnet under teksten. Den bar Oves umiskendelige signatur. Den var præget af respekt, beskedenhed og varme. Den handlede om mennesket før meritterne.

Nu er det Ove, vi skal skrive om. Det er svært. For hvordan skal jeg samle 57 års venskab og et menneskes liv i nogle få spalter?

Jeg lærte Ove at kende i foråret 1969, da vi begge meldte os ind i Roskilde Roklub. Ingen af os kunne dengang vide, at klubben 57 år senere stadig ville være vores fælles holdepunkt – og at den for Ove skulle blive en af de helt store livslange kærligheder.

Ove elskede idræt. Han fulgte den, engagerede sig i den og rejste ud i verden som tilskuer, blandt andet til olympiske lege. Men én idræt og ét fællesskab stod over alle andre: Roskilde Roklub.

En del af Oves liv

Roklubben blev en del af Oves liv på en måde, som ikke kan beskrives alene med årstal og tillidsposter. Han var roer, klubkammerat, redaktør, sponsorarbejder, bestyrelsesmedlem, formand og æresmedlem – og først og sidst et menneske, der holdt af sin klub.

Vi delte gennem mange år glæden ved at redigere klubbladet Roskilde Roeren. For Ove var klubbladet klubbens fælles hukommelse, hvor historierne blev fortalt og traditionerne båret videre. Da jeg valgte at stoppe, fortsatte Ove. Det var typisk ham. Hvis noget havde betydning for Roskilde Roklub, lod han det ikke falde til jorden.

Som formand gennem 14 år satte Ove et varigt præg på klubben. Han var med til at føre en traditionsrig roklub ind i en ny tid uden at give køb på dens historie og værdier. Kajakroere, børneroere og trim-medlemmer blev en del af fællesskabet, og kajakhus og motionsrum blev til virkelighed.

Men Oves største betydning kan næppe måles i bygninger, medlemstal eller nye aktiviteter. Den lå i den kultur, han var med til at skabe og bevare: følelsen af, at Roskilde Roklub er et sted, hvor mennesker hører til, og hvor medlemmerne har og tager et ansvar for hinanden og for klubben.

Han forstod også, at gode idéer kræver et økonomisk fundament. Her var hans indsats enestående. I 50 år stod han i spidsen for klubbens sponsorarbejde.

Da han afsluttede sponsorarbejdet, takkede han sponsorerne, virksomhederne og de frivillige. Ikke ét ord handlede om ham selv.

Ved klubbens 125-års jubilæum i 2015 blev Ove udnævnt til æresmedlem. Det er Roskilde Roklubs største hædersbevisning. Siden klubbens stiftelse i 1890 var kun fem før ham blevet æresmedlemmer. Ove blev den sjette.

Jeg tror, udnævnelsen betød mere for ham, end han lod os andre mærke. Da jeg den 12. august besøgte Ove for at sige farvel, sagde han:

»Det ærgrer mig, at jeg nu ikke længere skal være det eneste nulevende æresmedlem i Roskilde Roklub.«

Det blev sagt med det tørre lune, som var så typisk for ham. Men jeg tror også, der lå noget andet i ordene. At være æresmedlem var ikke blot endnu en hædersbevisning. Det var en anerkendelse fra det fællesskab, han selv havde givet så meget af sit liv til.

Samme år modtog Ove Dansk Forening for Rosports Ærestegn som anerkendelse af hans mangeårige indsats for rosporten.

Da Ove i 2019 gav formandsstafetten i Roskilde Roklub videre, takkede medlemmerne ham med langvarige stående ovationer. Han fortsatte sit engagement som formand for Støtteforeningen GR, tidligere Gamle Roskilde Roere, frem til sin død.

Ove slap aldrig Roskilde Roklub. Og Roskilde Roklub kommer heller ikke til at slippe mindet om Ove.

Hans kærlighed til idrætten sluttede ikke ved roklubbens bådebro. Ove var idrætsmand helt ind i hjertet.

Formand for Idræts Union

I Roskilde Idræts Union, som i hans formandstid repræsenterede mere end 30.000 idrætsudøvere, sad Ove i bestyrelsen i 15 år, heraf otte år som formand. Også her blev han siden æresmedlem.

Ove forklarede selv, hvorfor idrætten fik så stor betydning for ham:

»Jeg har brugt sporten som en modvægt til mange af de hårde oplevelser, som jeg har haft i mit job. Det er jo positivt at kunne skabe noget for børn og unge, så de kan udfolde sig fysisk og samtidig lære at indgå i et fællesskab med ansvar over for andre.«

Politikerne lyttede til ham, fordi han var kontant, fair og loyal. Ove kunne sige tingene afdæmpet, men samtidig så klart, at ingen var i tvivl om, hvad han mente.

Ved de årlige idrætsfester kunne han behandle alvorlige emner med en humor, der ikke fjernede alvoren, men fik budskabet til at stå tydeligere.

Ove påtog sig desuden en lang række andre tillidshverv. Efter Dan Hackes død var han med til at stifte Støtteforeningen Dan Hackes Minde, som støtter børn og unge i Roskilde. Også her skulle gode ord omsættes til handling.

Ove blev født i Jylland, men kom som etårig til Roskilde. Han blev uddannet elektromekaniker, men søgte som 21-årig ind til politiet, fordi han ønskede et arbejde med mennesker.

Ved siden af det omfattende frivillige arbejde gjorde Ove en bemærkelsesværdig karriere i dansk politi.

Politimand - med stort P

Han var politimand med stort P. Måske var det derfor, »Ove P.« efterhånden blev meget mere end et kaldenavn.

Gennem mere end 40 år arbejdede Ove med nogle af landets alvorligste kriminalsager. Han lærte efterforskningsfaget i Kriminalpolitiets Drabsafdeling i København under den første store rockerkrig og deltog i opklaringen af dobbeltdrabet på Femøren. Senere ledede han som drabschef blandt andet efterforskningen af terrorsagen fra Kundby.

Men Ove gjorde aldrig de store sager til fortællinger om sig selv. Han vidste, at efterforskning var holdarbejde:

»Jeg har ikke opklaret en snus alene,« sagde han.

Han blev en højt respekteret efterforskningsleder og senere drabschef. Men det afgørende for Ove var ikke titlen. Det var måden, arbejdet blev gjort på.

Han stillede store krav til sig selv og til fagligheden. Beslutninger og ledelse kunne skuffe ham, fordi han havde en stærk forestilling om, hvordan ordentligt politiarbejde skulle udføres. Men han gjorde ikke skuffelserne til personlige opgør. Han holdt fast i sit eget: Arbejdet skulle gøres grundigt, loyalt og ordentligt.

Da Ove engang blev spurgt om den vigtigste egenskab hos en efterforsker, svarede han med ét ord:

»Grundighed.«

For ham var grundighed ikke blot en arbejdsmetode. Det var respekt for opgaven, kollegerne og de mennesker, hvis liv kunne blive berørt af politiets arbejde.

Sagerne om seksuelle overgreb mod børn berørte ham stærkest.

Ove fortalte selv, at hans redning gennem de mange år først og fremmest var Marianne. Som sygeplejerske forstod hun meget af det, han oplevede, og han kunne tale med hende om de belastninger, arbejdet førte med sig. Også idrætten gav ham en nødvendig modvægt til politiarbejdets mørkeste sider.

Katastrofen satte sig

Marianne, familien og idrætten hjalp ham med at bevare mennesket i politimanden.

Oves autoritet kom ikke først og fremmest fra den stilling, han havde. Den kom fra den måde, han var menneske på.

Det viste sig måske stærkest under katastrofen på Roskilde Festival i 2000, hvor ni unge mennesker mistede livet foran Orange Scene. Ove stod midt i kaosset som leder af efterforskningsarbejdet på festivalpladsen. Samtidig befandt hans egne to døtre sig et sted på festivalen, og i den første tid vidste han ikke, om de var blandt de ramte.

Alligevel havde han blik for sine medarbejdere. Han holdt øje med dem og spurgte, hvordan de havde det. Midt i alt dette mødte han min hustru Susanne, som er sygeplejerske. Hun så ikke kun politimanden, men også mennesket bag og spurgte ham:

»Hvordan har du det, Ove?«

Han svarede, at han mente, han havde det godt nok. I sin bog sagde han senere:

»Men det var ikke sandt.«

Da Ove kom hjem, kunne han ikke sove. Marianne tog imod ham, og de talte sammen i et par timer. Senere gik de sammen ned til festivalpladsen. Da de kom hjem, klippede Marianne festivalarmbåndet af.

Ove fik ansvaret for den efterfølgende undersøgelse. I et halvt år arbejdede han og hans medarbejdere på at kortlægge hændelsesforløbet.

Intet måtte efterlades uprøvet. Der blev foretaget afhøringer og genafhøringer af 977 mennesker – i alt mere end 1.000 afhøringer.

Først efter mange opfordringer skrev Ove sammen med journalisten og forfatteren Stine Bolther Kommissæren – Mit liv som efterforsker. I bogen sammenfattede han arbejdsformen efter festivalulykken ganske enkelt:

»Alt måtte undersøges.«

Det var Oves grundighed omsat til praksis. Når han havde fået et ansvar, skulle arbejdet kunne tåle, at nogen bagefter så ham efter i kortene.

Få dage efter festivalen var Ove leder på en ungdomstur til Frankrig. Da en af de unge under en rokonkurrence mistede førligheden i underkroppen, blev Ove hos ham på hospitalet og sørgede for hjælpen, indtil han kunne flyves hjem. Den unge kom sig heldigvis fuldstændigt.

Med eller uden uniform var han den samme. Når et menneske havde brug for ham, tog han ansvar.

Efter pensioneringen i 2017 holdt Ove foredrag om efterforskningens faglighed og udvikling. Men han ønskede ikke at bedømme sine efterfølgeres arbejde fra sidelinjen. Han ville ikke være »sådan en kloge-Ove, der sad og kommenterede i tv«.

Det var morsomt sagt, men alvorligt ment. Ove vidste, hvor let det er at være klog uden selv at sidde med ansvaret.

Sin erfaring stillede han også til rådighed som efterforskningsekspert i den uvildige Scandinavian Star Task Force.

Og midt i alt det, han udrettede, stod familien.

I 1977 blev Ove gift med Marianne. Med sit tørre smil fortalte han, at »det var ikke mig, der valgte datoen«. Brylluppet betød nemlig, at han for første gang måtte undvære Roskilde Festival. Hans første festival havde været i 1971, hvor han som 16-årig sammen med en kammerat fra roklubben kom ind på en lidt mindre reglementeret måde: De sprang over hegnet.

Marianne og Ove skabte et langt og indholdsrigt liv sammen. De rejste verden rundt, og endnu i de sidste måneder nåede de vidt omkring.

Nyt syn på kunsten

Så sent som i foråret rejste han med familien til Barcelona og sammen med Marianne til Rom og Svalbard. Der blev plads til familie, kirker, fodbold, hundeslæde og deres romerske »klublokale«, D’Biagio.

Hjemme byggede Marianne og Ove i fællesskab en stor mønsterejendom op i Glim. Her blev Ove nabo til kunstneren Allan Otte, som han holdt meget af. Allan lærte ham at se på kunst med nye øjne og åbnede en verden for ham, som siden kom til at betyde meget.

I april stod Ove ved en fernisering foran Allan Ottes landskabsmaleri fra Glim, som Marianne og Ove kaldte »vores sted«.

Tina og Mette og senere børnebørnene blev familiens naturlige midtpunkt. Ove anerkendte åbent og med taknemmelighed, at hans krævende arbejdsliv også havde haft en pris for Marianne og døtrene.

Marianne og Ove nåede også at blive glade for deres nye hjem i Benløse. Det blev med sikker hånd og stort hjerte indrettet fra inderst til yderst. Også et smukt drivhus kom til – med plads til bord og stole og til det gode liv, de glædede sig til at leve der.

Da sygdommen havde gjort tiden kort, nåede Ove én sidste gang at besøge hjemmet sammen med familien.

»Jeg vil også sige farvel til mit hus,« sagde han.

Familien var det vigtigste i Oves liv. Det mærkede jeg også tydeligt, da jeg besøgte Ove og Marianne på stue 13.

Når jeg forsøger at samle billedet af Ove efter 57 års venskab, bliver jeg ved med at vende tilbage til det samme:

Han var en hædersmand.

Det er måske et gammeldags ord. Men det passer på Ove.

Vi kunne stole på ham. Hans ord havde vægt. Han behandlede mennesker ordentligt, også når han var uenig med dem. Han tog ansvar uden at kræve æren. Han havde autoritet uden behov for at demonstrere den. Og han bevarede en beskedenhed, som stod i næsten omvendt forhold til alt det, han faktisk havde udrettet.

Ove kunne være både bestemt og stædig, når noget virkelig betød noget for ham. Men uenighed blev aldrig en undskyldning for at behandle andre dårligt.

Nogle mennesker respekterer vi for det, de har opnået. Andre respekterer vi for den måde, de har levet deres liv på. Ove hørte til begge grupper.

Da jeg sad sammen med Ove og Marianne på stue 13 i den sidste tid, vidste vi alle tre, at tiden var kort. Ove var nøgtern og afklaret.

»Er der noget, Allan skal vide?« spurgte Marianne.

»Nej, der er ikke mere. Det er jo sådan,« svarede han. Og lidt senere: »Så er der vel ikke mere at sige.«

Det var der naturligvis.

Der var 72 års liv at sige noget om. Et ægteskab. To døtre og børnebørn. Et langt arbejdsliv. Roskilde Roklub. Idrætten. Vennerne. Og alle de mennesker og fællesskaber, som var blevet en lille smule rigere, fordi Ove havde været en del af dem.

Kort før sin død skrev Ove selv offentligt om det, der ventede. Overskriften var typisk ham:

»Så slutter festen.«

Han takkede alle, der havde været omkring ham og været med til at forme hans liv. Og så sluttede han:

»Vi ses.«

Ingen store ord. Ingen selvmedlidenhed. Bare Ove.

Susanne og jeg sender vores varmeste tanker til Marianne, Tina og Mette, børnebørnene og hele familien. Vi deler jeres sorg over, at Ove ikke længere er iblandt os.

Der er ikke så mange mennesker af Oves kaliber. Jeg var så heldig at have én af dem som min ven i 57 år.

Tak for venskabet, Ove.

Vi ses.

Æret være Ove P.s minde.