Wafande og markedsplads: Bymidten bliver forvandlet til én stor byfest

Lørdag den 5. september får Hørsholm Bymidte et helt nyt festkoncept. Sensommerfesten afløser de tidligere Kulturdage og byder på alt fra sport, markedsplads og cykelaktiviteter til klimavenlig mad, fællessang, quiz, ølsmagning og musik med blandt andre Erann DD og Wafande.

Kulturdagene får i år både nyt navn, ny styregruppe og en ny retning. Her ses den nye styregruppe, der består af Vibeke Høgild, bykoordinator i Bysamarbejdet, Jens Jakobsen, formand for gågadeforeningen, Tino Thorsøe fra CEC Event, Tina Holkmann Gerling fra Frivilligcentret og Katja Loran fra Idrætsrådet.

Kulturdagene får i år både nyt navn, ny styregruppe og en ny retning. Her ses den nye styregruppe, der består af Vibeke Høgild, bykoordinator i Bysamarbejdet, Jens Jakobsen, formand for gågadeforeningen, Tino Thorsøe fra CEC Event, Tina Holkmann Gerling fra Frivilligcentret og Katja Loran fra Idrætsrådet.

Foto: Martin Warming

Lørdag den 5. september bliver der for alvor skruet op for livet i Hørsholm Bymidte.

For første gang afholdes Sensommerfesten - et nyt arrangement, der afløser de tidligere Hørsholm Kulturdage og i stedet samle kræfterne om én stor festdag midt i byen.

Bag det nye koncept står en ny styregruppe, som har ønsket at gøre arrangementet mere folkeligt og involverende.

- Ja, det bliver mere en byfest, sagde Jens Jakobsen, der er formand for gågadeforeningen i Hørsholm, da planerne tidligere blev præsenteret tidligere på året.

- Vi vil gerne skabe noget, der handler om fællesskab og oplevelser - noget, hvor folk ikke bare står og kigger på, men også deltager.

Og netop deltagelse bliver der rig mulighed for, når programmet begynder lørdag formiddag.

Idræt, marked og cykler

Fra klokken 10 til 15 kan gæsterne møde idrætten, mens der fra klokken 10 til 16 er markedsplads på torvet, hvor flere af gågadens butikker vil være til stede.

Samtidig bliver der arrangeret cykelevent for børn. Her står instruktører fra Dansk Skolecykling klar til at hjælpe børn med at blive mere trygge og sikre på cyklen gennem leg og praktiske øvelser på en specialopbygget cykelbane.

Der er både cykler og hjelme til rådighed for børn, der ikke selv kan tage udstyret med, og deltagerne får også en kold økologisk juice.

Klokken 10 er der desuden fællessang med Mupo.

Vi vil gerne skabe noget, der handler om fællesskab og oplevelser - noget, hvor folk ikke bare står og kigger på.

Jens Jakobsen, formand gågadeforeningen

For arrangørerne har det fra begyndelsen været vigtigt, at også foreningslivet bliver en central del af dagen.

- Vi har en stærk foreningsånd i kommunen, og det vil vi gerne vise frem. Man skal kunne komme forbi og prøve noget nyt - måske en sportsgren eller en aktivitet, man ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med, fortalte Katja Loran fra Idrætsrådet, der også er med i styregruppen.

Mad, klima og byvandring

Sensommerfesten får også et grønt og klimamæssigt indslag.

Klokken 11 inviteres der i Stortrommen til foredraget 'Fremtidens mad', hvor seniorkonsulent Hannibal Hoff fra Madkulturen vil sætte fokus på danskernes madvaner og mulighederne for at spise mere klimavenligt.

Derefter fortæller direktør Alfred Josefsen fra madmarkedet Alma om sin vision for fremtidens mad, mens kok Helene Forchhammer står for klimavenlige smagsprøver.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.

Senere på dagen er der blandt andet byvandring klokken 13 og ølsmagning samme tidspunkt, før radioværten Kenneth K. tager over med quiz klokken 14.30.

Fra Erann DD til Wafande

Om aftenen bliver det musikken, der samler publikum.

Klokken 17 går Erann DD på scenen, efterfulgt af DJ Flûte klokken 18, mens Wafande afslutter programmet klokken 20.

Musikken bliver i år præsenteret i et mere intimt setup end tidligere. Et stort dome-telt på Gågadetorvet skal skabe en tættere kontakt mellem publikum og kunstnere.

- Det skal føles tættere og mere nærværende. Vi vil gerne væk fra følelsen af en stor festival med afstand mellem scene og publikum. Her skal man kunne mærke stemningen helt tæt på, lød det tidligere fra Tino Thorsøe fra CEC Event.

Ambitionen er kort sagt at skabe en dag, hvor Hørsholm kan mødes på tværs af alder og interesser.

- Det handler om mødet mellem mennesker. At man kan slå sig ned, møde naboer og være sammen på en mere uformel måde, sagde Vibeke Høgild fra Bysamarbejdet.

Du kan se hele programmet for den nye byfest på Hørsholm Gågades Facebook-side. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...