Regnbyger stoppede ikke fodboldfesten: 746 børn indtog Mogenstrup

Søndagens byger gjorde, at de færreste kom tørskoede hjem fra kæmpe stævne på boldbanerne i Mogenstrup.

Søndagens byger gjorde, at de færreste kom tørskoede hjem fra kæmpe stævne på boldbanerne i Mogenstrup.

Foto: Anders Rostgaard

Solen skinnede ganske vist også over boldbanerne i Mogenstrup, men i perioder blev weekendens fodboldkampe også spillet i silende regn. 

Hverken tilråb eller kampgejst gik dog i stå på grund af de store regnmængder. 

I alt 97 hold og 746 børn fra U6 til U13 deltog i Holbøll Cup hos FK Sydsjælland den 22. og 23. august.

Omkring 50-60 frivillige var i sving under stævnet, der fyldte klubbens anlæg med spillere, trænere og familier.

Der blev kæmpet bravt på de mange baner.
Der blev kæmpet bravt på de mange baner. Foto: Anders Rostgaard

– Særligt søndag blev vi virkelig udfordret af vejret, men det var samtidig fantastisk at opleve, hvordan både spillere, trænere, forældre og vores frivillige tog det med godt humør og holdt hovedet højt. Der blev spillet fodbold, heppet og knoklet videre trods regnen, lyder det på vegne af klubben fra bestyrelsesmedlem og medarrangør Carina Bisgaard.

Der blev uddelt poktaler til vinderne i puljerne ved stævnet i Mogenstrup.
Der blev uddelt poktaler til vinderne i puljerne ved stævnet i Mogenstrup. Foto: Anders Rostgaard

Ifølge Carina Bisgaard skal stævnet give børnene gode oplevelser sammen med deres holdkammerater. Samtidig viser weekenden, hvad klubben kan udrette, når frivillige, forældre og sponsorer løfter i flok.

Giver gerne tilbage

Entreprenørvirksomheden Holbøll var hovedsponsor for tredje år i træk. Ved virksomhedens område kunne børn og voksne deltage i aktiviteter og komme op i nogle af Holbølls entreprenørmaskiner.

For administrerende direktør Carl-Ole Holbøll har støtten også en personlig betydning. Han spillede selv i klubben som barn.

– Klubben var en stor del af min egen opvækst, og det betyder meget for mig at kunne give noget tilbage. Jeg ved selv, hvor stor betydning det har for et barn at være en del af et hold og mærke, at man hører til i et fællesskab, siger han i en pressemeddelse.

De besøgende ved Holbøll Cup fik mulighed for at sidde i nogle af Holbølls entreprenør-maskiner.
De besøgende ved Holbøll Cup fik mulighed for at sidde i nogle af Holbølls entreprenør-maskiner. Foto: Anders Rostgaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...