Ung Visma-brite sætter kanonerne til vægs i hård spurt

Matthew Brennan sætter alle til vægs i finalen på 2. etape af Vueltaen.

Matthew Brennan sætter alle til vægs i finalen på 2. etape af Vueltaen.

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Mads Pedersen rakte ud efter sejren på 2. etape af Vuelta a España, men danskeren og alle andre måtte se sig slået eftertrykkeligt af Vismas 21-årige Matthew Brennan.

På den teknisk svære og stigende målstrækning trådte Brennan uimodståeligt væk fra de andre på de sidste 300 meter og sejrede.

Mads Pedersen lå i hjulet på Brennan på opløbet, men hverken han eller Tadej Pogacar i førertrøjen kunne følge med briten. Pedersen blev firer, Pogacar treer og Pau Miguel toer - alle flere cykellængder efter Brennan.

Tidligt på etapen forsøgte flere at komme afsted, men efter omkring 50 kilometer blev der formet et udbrud på fire mand.

Blandt dem var Ethan Hayter, der på den indledende enkeltstart lørdag blev slået med 0,09 sekunder af Tadej Pogacar. Nu ville han have revanche og snuppe førertrøjen.

Omkring 36 kilometer fra mål var nemlig en bonusspurt, hvor der kunne hentes bonussekunder. Sammen med Koen Bouwman, Diego Uriarte og Sinuhé Fernández satte Hayter kursen mod de sekunder, der kunne bringe ham i førertrøjen.

I feltet holdt Lidl-Trek og Visma udbryderne i kort snor. For Visma virkede det til at være et forsøg på at køre dem ind, inden Hayter kunne få bonussekunderne, for så kunne Wout van Aert med en etapesejr tage førertrøjen.

Visma gjorde dog aldrig alvor af det. I stedet virkede det til, at det, som Lidl-Trek med Mads Pedersen, kun handlede om at få samling til en spurt til sidst.

På en stigning godt ti kilometer fra bonusspurten kørte Hayter solo i front. Han holdt feltet bag sig, sikrede de nødvendige sekunder og lod sig glide tilbage til feltet kort efter. Nu skulle han bare i mål med feltet.

I samlet flok kørte feltet mod mål, hvor Wout van Aert forsøgte et angreb to kilometer fra mål. Pogacar gik med, men de ville ikke samarbejde, og så kom feltet op igen.

Brennan blev sat i scene og præsterede en suveræn spurt. Desværre for Hayter var den skrappe afslutning mere, end han kunne sidde med i. Han blev distanceret med et halvt minut, og dermed blev førertrøjekuppet forgæves.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...