Aalborg tapper Skanderborg AGF for kræfter og vinder trofæ

Mads Hoxer var en bærende kraft for Aalborg i anden halvleg.

Mads Hoxer var en bærende kraft for Aalborg i anden halvleg.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold viste klassen, da klubben søndag vandt Super Cup og tog sit første trofæ i sæsonen.

I en gentagelse af sidste sæsons DM-finaler var nordjyderne et hak bedre end Skanderborg AGF, som ellers bed godt fra sig.

Efter en intens, bølgende og underholdende dyst på gulvet i Randers vandt det fysisk overlegne Aalborg-mandskab med 31-28.

Og det var faktisk Skanderborg AGF, der kom bedst fra land.

DM-sølvvinderne gik optimistisk til værks, og med en velspillende Fredrik Olsson som spilfordeler var de et lille skridt foran i de første omtrent 20 minutter.

Aalborg manglede rytme og tempo i angrebet, og defensivt blev der ganske enkelt ikke slået hårdt nok på de vævre modstandere.

Det ændrede sig dog. Nordjyderne gik lidt længere frem i defensiven og tog slåskampene, inden de blev spillet tynde, og ved pausefløjt var favoritterne i front.

Aalborg fik en mindre udfordring, da profilen Thomas Arnoldsen ti minutter inde i anden halvleg blev tildelt sin tredje udvisning og dermed rødt kort. Men det var ikke noget, der så ud til at vække bekymring.

I stedet trådte Mads Hoxer for alvor i karakter. Med enorm fysik vandt han den ene offensive duel efter den anden, og så begyndte Aalborgs føring at vokse.

I den sidste del af kampen så Skanderborg AGF ud til at være tømt for kræfter, men i en kraftudladning formåede østjyderne at skabe en smule spænding, inden Tobias Nielsen afgjorde sagerne med et halvt minut igen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...