Frank Niclasen var i årtier en bærende kraft i HIK håndbold, som træner og som leder.

Hver eneste dag, når dagens arbejde som pædagog på Hellerup Skole var slut, indfandt han sig i HIK.

Når han ikke var på gulvet, sad han ved vinduet ind til hallen med sin iPad og sin (ene) øl.

Frank lagde uendeligt mange timer i HIK, og han påtog sig mange af de mere trivielle opgaver.

Han lagde turneringsprogram for samtlige hold, havde styr på al materiel og var med til at tegne afdelingens overordnede linjer i håndboldudvalget. Det var også typisk Frank, der rekrutterede nye trænere til klubben og hjalp dem godt i gang.

Og så var Frank i høj grad træner.

I mange år for drengene på U12.

På håndboldbanen var Frank ikke pædagog, her var han træner med ambitioner. For Frank handlede det om at vinde, og derfor var der altid nerver på inden de store kampe.

Stærke holdninger

Frank havde stærke holdninger, og man kunne godt slå sig på ham. På mange måder var han vokset sammen med klubben og betragtede den lidt som sin egen. Det kunne tage tid at blive accepteret som ny.

Samtidig var det vigtigt for Frank, at både spillere og trænere opførte sig ordentligt, når de repræsenterede klubben ude i verden.

HIK-logoet var et adelsmærke for Frank.

Voldsom forandring

Frank planlagde sit liv efter aktiviteterne i HIK. Derfor var det uden tvivl en voldsom forandring, da det for måske 5 år siden ikke lykkedes klubben og Frank at blive enige om, hvor hans kræfter skulle lægges i den kommende sæson.

Frank sagde farvel til HIK og vendte aldrig tilbage.

Mærkeligt for alle os, der var vant til at se ham der på sin faste plads ved vinduet.

Det er jo sådan, når man er en del af en forening i mange år og tilbringer utallige timer i de samme rammer, at man bliver en slags familie. En foreningsfamilie.

På godt og ondt.

Bølger kan gå højt

Man kan være uenige, bølgerne kan gå højt, og man har ofte ingen kontakt uden for klubben, men man rummer hinandens særheder og anerkender hinandens bidrag i det fælles rum.

Frank var lidt den onkel, man aldrig for alvor lærte at kende, men som alligevel havde sin plads i foreningsfamilien.

Hans alt for tidlige bortgang har derfor berørt mange af os, der i dag ikke længere har det samme fællesskab i HIK, fordi enten vi selv eller vores børn er vokset ud af det.

Vi havde et stort ønske om at være med til at sende Frank godt videre, men ligesom Frank var meget privat i livet, var han det samme i døden, så når han stedes til hvile, sker det uden opmærksomhed.

Vi må derfor nøjes med at mindes ham med den respekt, han fortjener for sine mange år i foreningslivets tjeneste.