Flere hundrede motorcykler triller lørdag 12. september ind ved Mosede Fort, når Ulla og Tobias Pedersen fra Tune for femte år i træk inviterer motorcykelmiljøet til fælles tur til støtte for Scleroseforeningen.
Hvad der i 2022 startede med 30 motorcykler og et indsamlingsresultat på 13.000 kroner, har udviklet sig til et stort lokalt arrangement, som sidste år samlede 230 motorcykler og omkring 275 deltagere. I år håber parret på at omkring 300 motorcykler vil deltage i den fælles tur.
Det er parrets egen historie med sygdommen, der ligger til grund for det tilbagevendende initiativ. Ulla Pedersen fik i 2020 konstateret sklerose. Diagnosen vendte op og ned på dagligdagen for ægteparret, der måtte vænne sig til en ny hverdag præget af træthed, balancemæssige udfordringer og periodiske kognitive vanskeligheder for Ulla. Alligevel har de med tiden lært at leve med sygdommen.
Tobias Pedersen har siden starten af 1990’erne haft motorcykler som passion, og fællesskabet i miljøet blev hurtigt en stor støtte for både ham og Ulla i tiden efter diagnosen. Da ønsket om at gøre en forskel meldte sig hos parret, blev det oplagt at invitere andre motorcyklister til en fælles tur, hvor alle bidrag går til forskning i sklerose.
- Det betyder selvfølgelig alt, at folk vil hjælpe os med at samle penge ind til Scleroseforeningen. Men det kommer faktisk ikke bag på os, at folk er så engagerede. Alle folk, der kører motorcykel, har et stort hjerte, siger Tobias Pedersen i en pressemeddelelse.

Flere af deltagerne til arrangementet har selv sklerose eller kender nogen, der lever med sygdommen. Derfor slutter de sig til arrangementet, også uden selv at køre motorcykel, for at støtte sagen og fællesskabet.
Sidste år nåede indsamlingen op på 40.000 kroner. I år håber Ulla og Tobias Pedersen på, at det samlede beløb kan stige til 50.000 kroner.
- Hvis vores lille indsamling kan hjælpe til forskning i sklerose og gøre det bedre for dem, der kæmper med sygdommen, så er vi tilfredse, siger Tobias Pedersen i en pressemeddelelse.
Turen lørdag den 12. september starter klokken ni, hvor motorcyklerne samles ved Mosede Fort på adressen Mosede Strandvej 87A i Greve. Klokken 9.45 vil der være briefing og information, og så vil Scleroseforeningens direktør også vil holde tale, inden deltagerne ruller ud sammen omkring klokken 10.