Nyt projekt skal få Hørsholms borgere tættere på hinanden

Hørsholm Kommune, Frivilligcentret og det lokale foreningsliv går nu sammen om projektet HørsholmCirkler. Målet er at skabe nye lokale fællesskaber, hvor borgere hjælper, støtter og er opmærksomme på hinanden i hverdagen.

Kan stærkere fællesskaber gøre hverdagen bedre? Det er i hvert fald tanken bag det nye projekt HørsholmCirkler,

Kan stærkere fællesskaber gøre hverdagen bedre? Det er i hvert fald tanken bag det nye projekt HørsholmCirkler,

Foto: Leon Gyldmark

Hvordan skaber man et lokalsamfund, hvor flere hjælper hinanden, mødes på tværs og oplever større nærhed i hverdagen?

Det er ambitionen bag HørsholmCirkler, et nyt samarbejde mellem Hørsholm Kommune, Frivilligcentret og det lokale foreningsliv. Visionen er, at der i de kommende år opstår mange små lokale fællesskaber, hvor borgere kan støtte hinanden med praktiske opgaver, socialt samvær eller blot en venlig opmærksomhed i hverdagen.

Små fællesskaber med stor betydning

Projektet skal være med til at styrke de sociale bånd i lokalsamfundet og skabe nye relationer mellem borgere, skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

Ifølge centerchef Rikke Bundgaard fra Center for Sundhed og Omsorg i Hørsholm Kommune er initiativet en vigtig del af arbejdet med fremtidens velfærd.

- Med Ældreloven i hånden og udsigt til store forandringer på velfærdsområdet i Danmark har vi som kommune et ansvar for at bidrage til styrkelse af lokale fællesskaber. Det handler om at udvikle lokalsamfund, hvor små selvorganiserende fællesskaber er med til at skabe værdi for borgerne i Hørsholm, siger hun.

Forskere følger udviklingen

HørsholmCirkler er samtidig en del af et større forsknings- og udviklingsprojekt.

Forskere tilknyttet projektet skal blandt andet undersøge, hvordan fællesskaber opstår, hvordan de udvikler sig, og hvilken betydning de har for de mennesker, der er en del af dem.

Den viden skal bruges til at styrke samarbejdet mellem kommune og civilsamfund og skabe bedre rammer for lokale fællesskaber i fremtiden.

Del af større nordisk samarbejde

Projektet gennemføres i samarbejde med Roskilde Universitet, VIVE og et nordisk-baltisk forskningssamarbejde.

Initiativet har modtaget støtte fra VELUX FONDEN og NordForsk og indgår i et større arbejde med at undersøge, hvordan lokalsamfund kan spille en stærkere rolle i fremtidens velfærd.

Hørsholm Kommune markerer projektets start med reception og pressemøde torsdag den 3. september klokken 16 til 17 på Aktivhuset Selmersbo.

Alle interesserede borgere er velkomne, og der kræves ingen tilmelding.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...