Folkemarkeder blev i Slagelse holdt på Fisketorvet. Folkemarkeder - også kaldet tyendemarkeder - var en praktisk skik. De, der stillede sig på de gamle folkemarkeder, mødte frivilligt, idet det var ældre tiders måde at få en ny plads på ved skiftedag. I 1800-tallet brugte man ikke at avertere i den lokale avis, når man søgte nye tjenestefolk.
Hver lørdag gør historiker Ole G. Nielsen dig klogere på Slagelses historie i ’Kend din by’.
Han fører selv pennen og dykker ned i historien bag alt fra bygninger og veje til personligheder, der har haft betydning for Slagelse.
Skiftedagen for tyende var tidligere Mikkelsdag - den 28. september, men senere blev den 1. november og 1. maj.
Tyendeloven af 10. maj 1854, var væsentlig en samling af bestemmelserne i Danske Lov fra 1683.
Tyendelovens § 11: ”Skiftetid for Tyende, der tager Tjeneste, halvaarsvis eller paa længere Tid, er, naar ei anderledes vedtages, hvert Aars 1ste Mai og 1ste November.”
Tyendeloven blev afløst af medhjælperloven af 6. maj 1921.
August F. Schmidt
Forfatteren August F. Schmidt skriver om Slagelse Folkemarked i Årbogen for Historisk Samfund for Sorø Amt fra 1951: ”Man har nogen grund til at tro, at folkemarkeder var kendt i de fleste købstæder, men man har kun overleveringer herom fra byerne: Slagelse, Ålborg, Kolding, Haderslev, Ribe, Randers, Varde og Ringkøbing. Fra de to sidstnævnte købstæder er traditionen om folkemarkeder dog ret usikkert overleveret.
Det forholder sig så heldigt, at vi fra Slagelse har en fortrinlig fremstilling af folkemarkedet, således som det fandt sted i 1890erne. Redegørelsen er udarbejdet af fru Rigmor Dørge f. Villumsen (født 15. april 1885 i Slagelse Markskole), og indsendt 21. marts 1945 til Dansk Folkemindesamling. Hun skrev: Den 1. maj og 1. november var der i mine første skoleår folke- og fæstemarked i Slagelse. Karle og piger stod på rad i flere rækker, ofte 5-6, oppe på Fisketorvet. Der var altid særlig mange karle. Fælles for alle var, at de stod med alt, hvad de ejede, lige fra skabe, kommoder, trækufferter og ned til vadsæk og papirspakker. I de tider gav man ikke penge ud til avertissementer. Havde man ikke truffet en aftale før fæstedagen, ventede man til markedet. I de tider fæstede man sig kun halv- eller helårligt, og lønnen lå omkring 100 kroner for sommeren og 50 om vinteren for en dygtig karl eller bestyrer hos en enke. En andenkarl fik kun 80 kr. om sommeren og 40 om vinteren.
En sådan majdag kom Rigmor fra skole, og da hun gik over Torvet, så hun ved bager Høyers forretning sin morbroder, der sammen med 2-3 andre gårdmænd ude fra Kirke-Helsinge, de var oppe for at fæste folk. Jeg styrede straks hen til ham, for enten skulle jeg følges med morbroder hjem, eller også fik jeg en daler af ham.
Morbror hilste glad på mig, men han havde ikke tid til samtale, før end de havde fæstet karle, men jeg kunne følges med dem, og med hinanden i hånden spadserede vi ind imellem rækkerne og så på folkene, og disse så vist på gårdmændene, man tog mål af hinanden og standsede man ud for en, man synes om, udspandt der sig gerne følgende samtale: ”Hvor gammel er du? Hvad hedder du? Og hvor meget har du tænkt dig i løn? Hvor har du sidst tjent, og hvad arbejde kan du påtage dig?”
Blev man ikke straks enige, gik man videre, der var jo nok at vælge imellem. Fandt man ikke nogen man syntes bedre om, hændte det, at man gik tilbage til den første. Nu havde de begge sundet sig, og det endte gerne med at karlen blev fæstet, og han modtog 1 daler i fæstepenge.
Karlen fik så besked om, at han kunne bringe sit tøj hen, hvor mandens vogn holdt. Og så kørte de kl. 6½ eftermiddag.
Stedet, hvor folkene skulle melde sig var enten Rosen, Nielsensminde eller en af de store købmandsgårde.”
Det er værd at erindre, at folkemarkedet ikke var et ”slavemarked”. Der blev indgået aftale mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, og begge parter var frie folk, der kunne sige ja eller nej.
Aksel Rønnekilde Nielsen
Aksel Rønnekilde Nielsen har i Årbogen fra 1944 denne beretning: ”Paa en levende Maade fortalte en gammel Husmand mig om dette Marked i Slagelse, som han selv havde oplevet det: ”En Novemberdag havde jeg ingen Plads. Hvad vil du nu? sagde man til mig, nu du ingen Plads har. Aah! det blæser jeg paa, for jeg har min Sommerløn paa Lommen, og var klædt godt paa. En stor og stærk Kleppert var jeg, og jeg vidste, at Folk saa mig an for at kunne tage et godt Tag.
Jeg gik til Slagelse, og stillede mig til Tyendesalg paa Fisketorvet. Her stod en stor Flok Karle og i en anden Pigerne. Alle var iført deres bedste Tøj.
Husbondene gik omkring og saa os an, tittede ind omkring i Flokken og gloede op og ned ad os, som var vi en flok Kvæg.
Naar der nu var et stykke Tyende, hvis Udseende en Bonde syntes om, da sagde han f. Eks: ”Har du ingen Plads?” Vedkommende svarede: ”Næh!” ”Vil du tjene mig?” ”Ja.” ”Maa jeg se din Bog?”
Syntes Bonden om, hvad dr stod i Skudsmaalsbogen og om ens Optræden og hele Person, da blev det i Reglen først opklaret, i hvilken By han boede. Undertiden bød han da en Løn, som Tyendet tog imod, men sommetider kunne det lade sig gøre, at forlange lidt mere.
Omtalte Novemberdag ”solgte jeg mit Skind” til en Bonde ned ad Vollerupkanten til, og han gav mig en Daler i Fæstepenge.”