Fantastisk nyhed for dig, der skal med tog til Rockbæk

Kenneth Kaster-Nybjerg, næstformand i Rockbæk, glæder sig over, at DSB har lyttet til foreningens store ønske.

Kenneth Kaster-Nybjerg, næstformand i Rockbæk, glæder sig over, at DSB har lyttet til foreningens store ønske.

Foto: Stefan Andreasen

Når Rockbæk lørdag den 22. august omdanner Holbæk Arena til en kæmpe musikfest med op til 20.000 gæster, kommer mange fra Københavns-området. Nu har arrangørerne en god nyhed til dem, der kommer med tog, og som gerne vil opleve hele koncert-braget med Danmarks for tiden største rockband The Minds of 99 uden at skulle haste af sted før tid for at nå et tog. 

- Det er lykkedes os at få DSB til at indsætte et særtog fra Holbæk Station mod København kl. 01.30 natten efter Rockbæk. Der bliver samtidig sat ekstra vogne ind på eksisterende afgange, så endnu flere kan komme med. Det er fantastisk. Det siger noget om interessen for Rockbæk, siger Kenneth Kaster-Nybjerg, næstformand i Foreningen Rockbæk.

Med hjælp fra kommunen

- Da vi havde 15.000 mennesker til Nik & Jay og Thomas Helmig i 2023, var der også et stort ønske om en senere togafgang fra Holbæk Station mod København. Det har vi arbejdet videre med, og nu er det lykkedes, i god dialog med DSB og med hjælp fra Holbæk Kommune.

- Den sidste koncert slutter kl. 00.30. Nu behøver gæsterne ikke forlade koncertpladsen før tid for at nå togafgangen kl. 00.30 fra Holbæk Station. Nu kan de få den fulde koncertoplevelse med.

- Vi gør rigtigt meget for, at folk også kan komme hjem igen, når de besøger Holbæk. Vi trækker jo mange mennesker til udefra, siger næstformanden.

Du kan feste til det sidste

Derudover kører der et tog mod København kl. 02.45, så der er mulighed for at blive på Rockbæk og feste med til det sidste.

Der kører også tog mod Kalundborg kl. 01:30.

Arrangørerne opfordrer til at tjekke Rejseplanen for de aktuelle afgangstider.

Gæsterne kan komme fra Rockbæk til Holbæk Station med shuttlebusser, almindelig busrute 501A, med taxa eller til fods på en 2,8 kilometer lang gåtur.

Koncertbussen kører

Bustjenesten Koncertbussen kører fra København med kurs mod Rockbæk på Holbæk Arena. Der er start fra Hellerup Station og opsamling af passagerer i Københavns-området og i Roskilde.

Bussen kører også gæsterne hjem efter koncerterne.

Der er også en afgang med Koncertbussen fra Korsør, over Slagelse, Sorø og Ringsted til Rockbæk.

Rockbæk åbner for indgangene til pladsen kl. 14.

To timer efter går Kind Mod Kind på scenen som første band.

Fra kl. 18 optræder Mille og kl. 20 Medina.

Hovednavnet The Minds of 99 går på scenen kl. 22.30 og spiller afslutningskoncerten for Rockbæk 2026.

Hver af koncerterne er berammet til at vare 90 minutter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...